Fynsk bryggeridirektør stopper efter gensidig aftale

Nuværende salgsdirektør tager over efter Poul Mark hos Bryggeriet Vestfyen.

Danmarks fjerdestørste bryggeri, Bryggeriet Vestfyen, skal have ny administrerende direktør.

Den nuværende salgsdirektør for bryggeriet, 38-årige Rasmus Damsted Hansen, overtager midlertidig chefstolen efter Poul Mark, der har været administrerende direktør siden 2003.

Poul Mark stopper i A/S Bryggeriet Vestfyen efter gensidig aftale med bestyrelsen for at overlade implementeringen af bryggeriets nye strategi til nye kræfter, hedder det i en pressemeddelelse fra bryggeriet.

- Sidste år var Vestfyen igennem en større strategiproces. Den er mundet ud i en nyt fokus for bryggeriet, hvor vi fremover får mere fokus på vores egne mærkevarer. I arbejdet med at implementere den nye strategi er Vestfyen og Poul Mark blevet enige om, at det nu er tid til at lade nye kræfter komme til og lede og løfte processen. Derfor stopper Poul Mark som administrerende direktør efter gensidig overenskomst, siger bestyrelsesformand Poul Bertelsen og fortsætter:

- Poul Marks arbejde for Vestfyen har igennem årene altid båret præg af stor loyalitet og professionalisme, og han vil altid være en stor del af bryggeriets lange historie efter så mange år som vores administrerende direktør. Så der er god grund til at takke Poul Mark for hans store indsats. Vi ønsker ham alt det bedste i fremtiden.

Poul Mark stopper som administrerende direktør efter 16 år på posten.

- Efter så mange år i spidsen er det naturligvis ikke uden vemod, at jeg siger farvel til bryggeriet, de mange ansatte og vores samarbejdspartnere. Men efter moden overvejelse er jeg og bestyrelse enige om, at implementeringen af en ny strategi også kræver nye kræfter. Og derfor er det blevet tid til at prøve noget nyt for mit vedkommend, siger Poul Mark.

Rekrutteringen af bryggeriets kommende direktør sættes nu i gang, og indtil vedkommende er på plads, bliver ansvaret for at lede A/S Bryggeriet Vestfyen altså placeret hos 38-årige Rasmus Damsted Hansen.

Vestfyens Bryggeri er landets fjerdestørste bryggeri og en af Danmarks største producenter af specialøl.

Den position er styrket med overtagelsen af Indslev sidste år. 

Den nye administrerende direktør tiltræder med det samme.

Oversigt

    Oversigt