I det fynske folks tjeneste

Fynsk cigarsælger fanget i terrornet

En 40-årig fynbo har mistet 137.000 kroner til de amerikanske myndigheder.

En 40-årig politimand fra Vissenbjerg er kommet i karambolage med den amerikanske terrorlovgivning, fordi han ville købe cubanske cigarer til sin bibeskæftigelse - en lille cigarhandel. Det skriver berlingske.dk.

Cigarhandleren med det borgerlige navn Torben Nødskouv, havde bestilt cubanske cigarer for 26.000 dollar - 137.000 kroner hos en tysk leverandør i Hamburg. Men istedet for en palle varer fra Cuba fik han en lang næse.

Ramt af terror(lovgivning)
De amerikanske myndigheder har nemlig konfiskeret pengene, da USA siden terrorangrebet d. 11 september 2001 har strammet grebet om de markeder, der involverer lande, som USA har nedlagt handelsembargo imod. Cuba er et af de lande, og derfor har det amerikanske finansministerium afvist at frigive pengene.

- Jeg går ind for terrorbekæmpelse, men vi skal jo have tiltro til myndighederne og vores finansielle institutioner. En væsentlig del af den tillid er for mig blevet brudt nu, siger Torben Nødskouv til berlingske.dk.

Betalingen blev gennemført via en dansk bank, og var en del af en handel mellem to europæiske lande. Derfor påpeger flere eksperter, at USA er gået langt over stregen, og at landets terrorregler i praksis kan betyde, at enhver dansker kan være lige så uheldig som Torben Nødskouv.

Ved du noget? Så send os et tip