I det fynske folks tjeneste

Fynsk DF-politiker: Min datter stod bag falsk facebookprofil

Den fynske folketingspolitiker og byrådsmedlem i Svendborg, Dorthe Ullemose (DF), er flere gange blevet bakket op af en falsk profil på Facebook.

Dorthe Ullemose (DF): - Det gør ondt på mine børn, når der skrives grimme ting om mig.

En falsk facebookprofil har flere gange blandet sig i debatter og taget folketingspolitiker og byrådsmedlem i Svendborg, Dorthe Ullemoses (DF) parti.

Men i en mail til Fyns Amts Avis oplyser politikeren, at det er hendes voksne datter, der står bag.

Profilen var oprettet under navnet "Tom Jensen", men den skal nu være slettet.

Den fiktive mand har bakket Dorthe Ullemose op i debatter på både Facebook og i kommentarsporerne på Fynsamtsavis.dk. Det viser blandt andet flere billeder, som avisen har gemt.

Politikeren har tidligere afvist, at hun kender til en "Tom Jensen" og spurgt til, hvorvidt hun selv stod bag, svarede hun "ingen kommentarer".

Læs også Ullemoses datter undskylder for falsk facebookprofil

Men fredag eftermiddag modtog avisen en mail om, at det var hendes voksne datter, der havde oprettet den falske profil.

- Det gør naturligvis ondt på dem, når de læser alle de grimme ting, der bliver skrevet om deres mor på Facebook, i aviserne og på de sociale medier.

- Derfor har min datter oprettet den omtalte facebookprofil for at forsvare mig, når folk taler grimt om mig. Det er selvfølgelig ikke i orden, og derfor er den også nu slettet, skriver Dorthe Ullemose i mailen.

Facebook har ifølge avisen bekræftet, at profilen var falsk, og at den ikke findes længere.

Ingen kommentarer

Lokalformanden for DF's afdeling i Svendborg, Jakob Broegaard, oplyser til Ritzau, at han foreløbigt ikke har nogen kommentarer.

Og lørdag eftermiddag har det endnu ikke været muligt at komme i kontakt med Dorthe Ullemose.

I en skriftlig kommentar siger organisationskonsulent i DF, Steen Thomsen, at det er en kedelig sag. Han noterer sig, at profilen nu er blevet slettet, og at der dermed ser ud til at være sat punktum i den sag. Derudover har han ingen kommentarer.

Ifølge DF's pressetjeneste har hverken gruppeformand Peter Skaarup eller partiformand Kristian Thulesen Dahl nogen kommentarer til sagen.

Læs også Kaldt løgner og magtsyg: Ullemose slår igen i heftig tv-debat