Fynsk DF'er kan ikke forklare påstand

Den fynske DF'er Dorthe Ullemose, der blandt andet røg ud i et stormvejr efter et læserbrev - og tidligere at have talt usandt om sin alder, er i vælten igen. Det skriver TV 2.

Dorthe Ullemose blander sig nu i debatten om beskæringen af boligydelsen til 325.000 pensionister. En sag, hvor partiet beskyldes for at have begået løftebrud. Men regeringen har siden trukket lovforslaget, og det har fået Ullemose til at reagere på sin Facebook:

- Godt nyt. Det er lykkedes Dansk Folkeparti at få regeringen til at trække lovforslaget om beskæring af pensionisters boligydelse. Så dermed er det væk og det viste sig at finansministeriet havde regnet forkert, skriver Dorthe Ullemose.

Men regeringen og de borgerlige støttepartier – herunder Dansk Folkeparti – aftalte forleden at se på boligydelsen igen til foråret. TV 2 har talt med Ullemose og bedt hende forklare, hvad hun mener.

 

- Jeg har taget det fra René Christensens væg. Det er ham der er inde i sagen. Jeg er ikke så meget inde i det. Jeg tog de tre linjer fra hans Facebook og lagde dem på min side. Det, jeg har hørt er, at de pensionister, der ville blive ramt af det her ikke rammes alligevel, fordi det bliver trukket tilbage. Men hvornår og hvordan og hvorledes, det… Jeg har taget det fra Renés profil, siger Dorthe Ullemose til TV 2.

TV 2 kunne imidlertid ikke finde opslaget på René Christensens væg.

- Jeg mener, det var René Christensens væg. Men selv om det ikke er mig, der har formuleret det, så kan jeg da godt stå til regnskab for det. Jeg har faktisk også sendt det til Fyns Amts Avis, for det er da sådan, det er. Men ellers skal du lige kontakte ham, for jeg er ikke helt inde i det, svarede Dorthe Ullemose.

Tidligere stormvejr

I november røg Ullemose i stormvejr, efter at hun i et læserbrev i Fyns Amts Avis skrev, at det var forventeligt, at man i Sverige oplevede mange afbrændinger af asylcentre.

Mange tolkede den udtalelse som om, at hun sympatiserede med de folk, der stod bag afbrændingerne. Ifølge flere medier havde hun fået "smæk" for sit indlæg. Det mente hun dog ikke selv.

I juli trak Dorthe Ullemose opmærksomhed, da hun havde oplyst til Fyns Amts Avis og en række andre medier, at hun var 47 - og ikke 50 år. Den nyvalgte DF'er Dorthe Ullemose løj om sin alder - fordi hun ikke ønskede opmærksomhed, forklarede hun dengang.

Oversigt

    Oversigt