I det fynske folks tjeneste

Fynsk DF'er melder afbud til byrådsmøder

21 folketingsmedlemmer er også repræsenteret i et byråd. Flere har dog svært ved at få tid til begge dele - blandt andet fynske Pernille Bendixen (DF).

Foto: Thomas Lekfeldt / Scanpix

For langt de fleste af Folketingets 179 medlemmer er det mere end nok at repræsentere deres parti på Christiansborg.

Men 21 medlemmer finder også tid til at passe en karriere som kommunalpolitiker samtidig.

Flere af disse dobbeltmandater, som de kaldes, må dog jævnligt melde afbud til byråds- og udvalgsmøder. Dansk Folkepartis Pernille Bendixen, som er medlem af Folketinget og Odense Byråd, er én af dem. Hun har haft afbud til tre møder fra januar 2017. Alle gange fordi hun "varetager andet offentligt hverv".

I alt har hun været fysisk væk fra lokalet hele ni gange, men har dog været til stede via Skype til møderne seks gange. 

Det viser en kortlægning, Ritzau har foretaget.

Men den fynske politiker er ikke den eneste. 

Læs også Peter Rahbæks Twitter-sag ender på ministerens bord

Også folketingsmedlemmerne Jan Rytkjær Callesen og Villum Christensen er ligesom Pernille Bendixen blandt politikere, der må melde afbud i henholdsvis Sønderborg, Odense og Slagelse.

Det kan hænge sammen med, at lokalpolitikere bruger mere og mere tid på det politiske arbejde, mener Lene Holm Pedersen, professor og forskningsleder hos VIVE, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.

I 1995 lagde en kommunalpolitiker i gennemsnit 12 -15 timer i det kommunalpolitiske arbejde, og i dag ligger tallet gennemsnitligt på cirka 20 timer ugentligt.

- Så at bruge 20 timer om ugen på at sidde i kommunalbestyrelsen samtidig med et fuldtidsjob på Christiansborg rækker ud over, hvad de flestes arbejdsevne kan magte, siger Lene Holm Pedersen.

Det er især Dansk Folkeparti, der benytter sig af dobbeltmandater. Partiet har sat sig på 16 ud af de 21 nuværende dobbeltmandater.

Vished om lokale emner

DF'eren Pernille Bendixen er principielt imod, at partierne har dobbeltmandater, men hun vælger alligevel at genopstille til kommunalvalget i november, siger hun.

Dansk Folkepartis Dennis Flydtkjær og Alex Ahrendtsen har ellers meddelt, at de ikke genopstiller af hensyn til deres arbejde i Folketinget. 

Læs også Efter voldsepisode i Seden: DF vil skabe tryghed

Men samme mulighed har Pernille Bendixen ikke, mener hun.

- På et tidspunkt vil jeg ligesom flere af mine partikolleger være nødt til at tage et valg, men i og med at Alex (Ahrendtsen, red.) ikke genopstiller, ville det svække partiet rigtig meget i Odense, hvis jeg gjorde det samme, siger Pernille Bendixen.

Dog har den fynske politiker mulighed for at være til stede til til møderne i Odense Byråd via Skype. Men de fem og seks tilfælde i 2017, hvor henholdsvis Pernille Bendixen og Alex Ahrendtsen har været til stede under hele mødet via Skype, er ikke talt med i Ritzaus optælling af fravær. 

Folketingsmedlemmet Jan E. Jørgensen (V) melder sjældent afbud til møder på Frederiksberg, hvor han er valgt.

Han mener, at kommunens møder er tilrettelagt på en måde, så det er muligt for ham at passe folketingsarbejdet ved siden af.

- Samtidig tager det mig 15-20 minutter at cykle fra Christiansborg til Frederiksberg. Så jeg har nogle fordele, siger Jan E. Jørgensen.

Partierne nyder desuden godt af, at medlemmer af en folketingsgruppe ved, hvad der rører sig lokalt, vurderer han.

- Det er klart, at der selvfølgelig er ulemper. Nogle ting kan jeg ikke deltage i, men fordelene, vil jeg klart mene, opvejer ulemperne.

Fraværsprocenten hos dobbeltmandaterne

Dobbeltmandaternes procentvise fravær fra møder i kommunale byråd og udvalg i perioden 1. januar 2017 til nu:
  •  Jan Rytkjær Callesen (DF): 40,0 (6 ud af 15).
  •  Pernille Bendixen (DF): 32,1 (3 ud af 28 - 6 er foregået via Skype).
  •  Villum Christensen (LA): 30 (6 ud af 20).
  •  Alex Ahrendtsen (DF): 21,5 (6 ud af 28)
  •  - Mikkel Sjøberg Dencker (DF): 17,1 (6 ud af 35).
  •  - Hans Andersen (V): 16,1 (5 ud af 31).
  •  Ib Poulsen (DF): 15,8 (3 ud af 19).
  •  Dennis Flydtkjær (DF): 15,8 (3 ud af 19).
  •  Susanne Eilersen (DF): 13,8 (4 ud af 29).
  •  Laura Lindahl (LA): 12,3 (7 ud af 57).
  •  Kenneth Kristensen Berth (DF): 12 (3 ud af 25).
  •  Jens Henrik Thulesen Dahl (DF): 11,1 (4 ud af 36).
  •  Dorthe Ullemose (DF): 10,5 (2 ud af 19).
  •  Liselott Blixt (DF): 8,1 (3 ud af 37).
  •  René Christensen (DF): 7,1 (2 ud af 28).
  •  Claus Kvist Hansen (DF): 5,8 (1 ud af 17).
  •  Marlene Harpsøe (DF): 5,5 (2 ud af 36).
  •  Hans Kristian Skibby (DF): 5 (1 ud af 20).
  •  Merete Dea Larsen (DF): 3,5 (1 ud af 28).
  •  Jan E. Jørgensen (V): 3,3 (2 ud af 60).
  •  Henrik Brodersen (DF): Ingen afbud.
Tallene er indhentet fra referater, der er tilgængelige på de respektive kommuners hjemmesider. Opgørelsen er foretaget primo oktober 2017. Kilde: Ritzau