I det fynske folks tjeneste

Fynsk e-handelhus fordobler omsætning i nyt regnskab

Det fynske e-handelshus, Hesehus, med base på havnen i Odense, har fordoblet omsætningen på tre år og præsenterer i nyt regnskab overskud på 6,1 millioner kroner før skat.

Administrerende direktør Lars Hedal er godt tilfreds med årets resultat. Pr-foto.

Fynske Hesehus er et af landets førende e-handelshuse. Virksomheden bygger og drifter hjemmesider for kunder som Matas, BabySam og Wupti.

Virksomheden har netop offentliggjort sit regnskab for 2018. I en pressemeddelelse skriver selskabet, at det har fordoblet sin omsætning siden 2015. 

Det fremgår imidlertid ikke af regnskabet, hvad omsætningen nåede i seneste regnskab. Heller ikke direktør Lars Hedal ønsker at løfte sløret.

- Det kan jeg desværre ikke fortælle dig. Alle i branchen kører med lukket omsætning, så det gør vi også, siger Lars Hedal til TV 2/Fyn. 

Regnskabet viser en bruttofortjeneste på 29,8 millioner kroner i 2018 mod 14,2 millioner i 2015. 

Overskud på 6,1 millioner

Overskudet nåede desuden 6,1 millioner kroner før skat. Det er Hesehus' tredjestørste overskud i de 17 år virksomheden har eksisteret.

Administrerende direktør Lars Hedal glæder sig i pressemeddelsen over den positive udvikling.

Læs også Thorborg-selskab: Stort år for Hesehus

- Vi følger vores langsigtede planer og lægger nye byggeklodser oven på Hesehus år for år. Samtidig har vi fortsat den meget positive udvikling med tilgangen af nye kunder og øget efterspørgsel fra de eksisterende kunder, siger Lars Hedal.

Hesehus beskæftiger i dag 116 mand. Firmaet har hovedkontor i Odense og landekontor i Göteborg. 83 procent af selskabet ejes af Niels Thorborgs 3C Groups, mens Lars Hedal ejer 17 procent.