Fynsk-ejet skib kapret i 30 timer

Det danskejede skib Thor Galaxy blev søndag kapret og tilbageholdt i 30 timer. Besætningen er rystet men uskadt, skriver Jyllands-Postens netavis.

Det dansk-ejede skib Thor Galaxy fra Thor Shipping i Svendborg blev søndag kapret og tilbageholdt i 30 timer, da det var på vej med olieudstyr til Nigeria på Afrikas vestkyst. På vej mod byen Walli blev skibet ved middagstid pludselig angrebet af en gruppe lokale rebeller, der tvang sig om bord på skibet midt på floden.

Endnu er detaljerne usikre, men ifølge det danske rederi blev kaptajnen og besætningen på 20 filippinere holdt tilbage mod deres vilje. Først sent mandag aften blev de igen frigivet.

- Vi er stadig ved at samle oplysninger ind, så vi ved endnu ikke præcist hvad der er foregået, men vi kan bekræfte, at skibet har været tilbageholdt i godt 30 timer. De har ingen blå mærker, men selvfølgelig er besætningen dybt chokeret, siger Thomas Mikkelsen, administrerende direktør i Thor Shipping, Svendborg, til netavisen.

Direktøren er i tæt kontakt med mandskabet om bord. På nuværende tidspunkt ønsker selskabet ikke at oplyse, om der er blevet udbetalt løsepenge eller på anden måde indgået en handel med rebellerne.

Oversigt

    Oversigt