Fynsk endagsfestival melder allerede udsolgt

Den fynske endagsfestival Rock Under Broen er allerede i uge 5 blevet udsolgt.

På Rock Under Broens hjemmeside kan arrangørerne mandag morgen melde totalt udsolgt af alle billetter allerede nu i uge 5.

- Vi er utroligt stolte og glade over, at vi allerede nu kan melde alt udsolgt, skriver Bent Frandsen, der er formand for festivalen på deres hjemmeside. 

Både de almindelige billetter, der er 18.000 af, og de 2.000 VIP-billetter er blevet udsolgt.

 

Muligvis stadig billetter

 

Den 22. januar kunne festivalen allerede melde, at der kun var 1.800 billetter tilbage til Rock Under Broens endagsfestival. Selve billetsalget startede 22. august 2018, men er allerede nu udsolgt, og dét er ikke sket før.
 

 

- For første gang nogensinde kan vi melde udsolgt i uge 5, skriver festivalen på sin hjemmeside.

Men der er stadig et lille håb for dem, som ikke nåede at anskaffe sig en billet til 2019 udgaven af Rock Under Broen. 1. juni kan man være heldig at erhverve sig en sponsor-billet, som ikke er afhentet. Der plejer at være tale om cirka 200 billetter efter først til mølle-princippet.

Rock Under Broen afholdes i Middelfart 8. juni 2019. 

 

Oversigt

    Oversigt