Fynsk entreprenør vinder millionkontrakt

Den odenseanske totalentreprenør Hansson & Knudsen skal opføre boliger i Kolding for et trecifret millionbeløb.

117 millioner. Så meget koster det at få opført 120 almene boliger og et fælleshus af odenseanske Hansson & Knudsen i Kolding. Det skriver videnscentret ByensEjendom.

Baggrunden for projektet

Dermed viste den odenseanske entreprenør sig som den mest konkurrencedygtige ud af i alt fem bud på byggeriet. Dommerkomiteen begrunder det blandt andet med, at Hansson & Knudsen kombinerer områdets almen boliger med fælleshuset.

- (Forslaget har, red.) en stærk holdning til forholdet mellem den private bolig og det omkringliggende fællesskab, lyder det fra dommerne. 

Tilfreds koldingenser

Også bestyrelsesformanden hos selskabet, der står bag byggeriet i Kolding, er glad for den odenseanske løsning.

- Vi får et byggeri, som opfylder langt de fleste af vores ønsker, og som indeholder nogle rigtigt spændende løsninger både arkitektonisk og i forhold til, hvordan man skaber liv og fællesskab på en naturlig måde. Jeg er sikker på, vi får nogle meget attraktive boliger, som der bliver rift om, når de står færdige, siger bestyrelsesformand i AAB Kolding, Karl-Jørn Petersen.

Det fynske vinderbud består af 120 familieboliger i forskellige størrelser. Efter planen bliver de opført i mørk rødlig tegl. 

Efter planen skal Hansson & Knudsen være færdige med millionbyggeriet i Kolding inden udgangen af 2020. 

Oversigt

    Oversigt