Fynsk fængselsbetjent skudt: Flere kolleger har sagt op

I 2016 blev en fynsk fængselsbetjent skudt i benet på vej til arbejde. Skudepisoden har betydet, at flere fængselsbetjente har opsagt deres arbejde.

Flere fængselsbetjente i Nyborg Fængsel har måtte opgive deres arbejde, efter en kollega for næsten to år siden blev skudt i benet på vej til arbejde.

Det skriver DR Fyn.

Institutionschef i Nyborg Fængsel, Henrik Marker, bekræfter over for DR Fyn, at en række medarbejdere er stoppet. Han vil dog ikke sætte et præcist antal på.

Det vil til gengæld Brian Kristiansen, der er Fængselsforbundets områdetillidsrepræsentant i Syddanmark. Han fortæller, at ti personer har været tvunget til at opsige deres arbejde. 

- Det er typisk startet med en sygemelding, og så har de ikke kunnet vende tilbage til jobbet. Fire af de ti fængselsbetjente har fået pension nu, og de seks andre har arbejdsskadesager på vej gennem systemet, siger han til DR Fyn.

Sikkerheden skærpet

Onsdag blev to eksbandemedlemmer dømt for medvirken til grov vold mod fængselsbetjenten. De var ikke selv på stedet, men Østre Landsret mente, det var bevist, at de tidligere Black Army-medlemmer var vidende om skudepisoden. 

Ali Ghani Al-Salmi og den tidligere bandeleder Wassim Dabbas fik begge to års fængsel. 

Institutionschef Henrik Marker fortæller til DR Fyn, at episoden har været særdeles hård ved de ansatte.
  
- Først og fremmest er det tragisk for de berørte og deres familier, og jeg synes, det er godt, at sagen er ved at være nået til sin afslutning. Det er ved at være tid til, at der skal sættes et punktum, siger han.

Efter skudepisoden er der kommet ekstra fokus på sikkerheden omkring fængslet. Det har Fængselsforbundet tidligere oplyst.  

Oversigt

    Oversigt