I det fynske folks tjeneste

Fynsk færge sejlede ind i mole: Flere afgange aflyst

Langelandsfærgen mellem Lolland og Langeland ramte i fredags færgelejet. Nu er det kun den ene af de to færger, der sejler.

Der er kun halvt så mange afgange fra Lolland til Langeland i de her dage. Foto: arkiv

Færgeruten mellem Spodsbjerg på Langeland og Tårs på Lolland sejler på halv kraft efter én af færgerne bragede ind i færgelejet fredag. 

Færgen, der havde visiret oppe, ramte molen i Spodsbjerg klokken 13 fredag med så stor kraft, at den del af færgen, der gør at bilerne kan køre i land, blev beskadiget. 

Ikke nok med at færgen og rampen til bilerne fik nogle skrammer, så blev fire biler, der holdt nærmest bovporten, også skadet. 

Kun én færge på strækningen

Den ene af de to Langelandsfærger kunne efter påkørslen ikke sejle videre.

Søfartsstyrelsen gennemførte efter uheldet en undersøgelse om bord på færgen, og først kl 17 - fire timer efter uheldet - fik færgen tilladelse til at sejle på værft i Svendborg.

Dog lykkedes det hurtigt at få tømt færgens dæk, da man kunne få færgen så tæt på land, at bilerne kunne bakke ud, selvom rampen, som de normalt skulle køre på, var blevet beskadiget.  

Det bekræfter Jørgen Jensen, der er presseansvarlig hos rederiet Færgen. 

Fredagens hændelse er skyld i, at der helt indtil fredag kun er halvt så mange afgange mellem Spodsbjerg og Tårs. Det er søsterfærgen Lolland, der står for færgetrafikken mellem Tårs og Spodsbjerg.

- Vi satser på at sejle på fuld kraft i løbet af fredagen, fortæller Jørgen Jensen til TV 2/ Fyn. 

Man kan på rederiet Færgens hjemmeside se, hvilke afgange der er aflyst, og hvornår man kan komme med færgen. 

Du kan se her, hvilke afgange der er aflyst mellem Langeland og Lolland: