I det fynske folks tjeneste

Se regnestykket: Fynsk familie kører elbil og sparer penge på det

Fynsk familie ejer to elbiler. Hver bil sparer dem cirka 1.000 kroner om måneden. Også ifølge FDM er elbilerne billigere end benzin- og dieselbiler. Dog kun så længe særlig afgiftrefusion gælder. Den udløber 1. januar.

00:45

Rune Duban Grandal og hans kone Sara Tummasardottir har en elbil hver. Og sparer penge på det. Foto: Flemming Ellegaard.

I det nordlige Odense bor Rune Duban Grandal sammen med sin kone Sara Tummasardottir og deres to børn på tre og ti år. 

For os kan det i hvert fald godt svare sig. Men det kræver, at man kører nogle kilometer. En dyrere bil, der skal spare pengene hjem på brændstof, det kan kun lade sig gøre, hvis man har et højt kørselsbehov.

Rune Duban Grandal, elbilejer, Odense.

For to et halvt år siden købte de deres første elbil. Idéen var Rune Duban Grandals. Sara Tummasardottirs samtykke var til gengæld ikke uden en vis bekymring.

- Jeg tænkte ej, kan vi så køre rigtig langt? Kan vi så komme på bilferie? Hvor lang tid tager det at køre over til familien i København?

I dag har familien to elbiler.

- Jeg kan ikke forestille mig at køre på andet, siger Sara Tummasardottir.

Læs også Inge har lige droppet diesel: Alle skulle prøve at køre på el

Skøre eller first moovere

Familien købte egentligt den første elbil på grund af dieselskandalen, der afslørede, at blandt andre Volkswagen havde fiflet med deres bilers udledning.

Fokus på elbiler

  • Elbiler reducerer drivhusgasudledningen. Men der findes stadig forsvindende få elbiler på Fyn.
  • TV 2/Fyn undersøger elbilens muligheder og barrierer på Fyn.

- Det ønskede vi ikke at være en del af. Da vi købte den første var der ligesom to lejre. Der var dem, der syntes vi var seje first moovere, og så var der dem, der bare syntes vi var skøre, siger Rune Duban Grandal.

I dag sparer familien rent faktisk penge på at køre elbil.

- For os kan det i hvert fald godt svare sig. Men det kræver, at man kører nogle kilometer. En dyrere bil, der skal spare pengene hjem på brændstof, det kan kun lade sig gøre, hvis man har et højt kørselsbehov, siger Rune Duban Grandal.

Han pendler hver dag til Fredericia. Og han har regnet ud, at besparelsen på driften løber op i 800-1000 kroner om måneden per elbil.

- Både brændstof - eller strøm, om man vil - er billigere, og så er serviceregningen heller ikke så høj som på en fossil bil, siger Rune Duban Grandal.

Bilejernes organisation, FDM, har også regnet på, hvad der bedst kan betale sig. FDM konkluderer, at elbilen er en kende billigere end fossile biler. 

FDM lægger alle udgifter sammen: Indkøb af bil, udgift til brændstof og vedligehold, lån, forsikring og værditab. Udgangspunktet er desuden, at bilerne, der sammenlignes, kører 20.000 kilometer om året i fem år. 

Af regnestykket fremgår det, at elbilen koster 3,02 kroner per kilometer, mens dieselbilen koster 3,14 kroner per kilometer. Benzinbilen er dyrest. Den koster 3,20 øre per kilometer.

Rune Duban Grandal og hans kone Sara Tummasardottir har allerede to elbiler. Men om lidt skifter de den ene ud til en nyere model. De har købt den nye Hyundai Kona Electric. Foto: Flemming Ellegaard.

El bliver dyrere i 2020

Men fra 1. januar 2020 kan det regnestykke blive vendt på hovedet. For i dag får bilejerne såkaldt afgiftreduktion for den el, de lader på deres biler. 

Det betyder, at hver kilowattime til bilen bliver godt en krone billigere end den strøm, man ellers forbruger.

Men ordningen med afgiftrefusion udløber med udgangen af i år. Den fortsætter kun, hvis den genforhandles politisk, og det er der endnu ingen politikere, der har taget initiativ til.

Der har i forvejen været en masse utryghed omkring afgifter og beskatning af elbiler. Og nu får vi så utryghed omkring afgiftrefusionen. Det går ud over folks lyst til at køre på el.

Ilyas Dogru, forbrugerøkonom, FDM.

Hvis afgiftrefusionen ikke fortsætter, vil det gøre elbilen til det dyreste alternativ. Derfor er forbrugerøkonom Ilyas Dogru heller ikke tilfreds med, at politikerne endnu ikke har taget stilling til refusionens fremtid.

- Der har i forvejen været en masse utryghed omkring afgifter og beskatning af elbiler. Og nu får vi så utryghed omkring afgiftrefusionen. Det går ud over folks lyst til at køre på el, siger han.

Hos Dansk Elbilalliance er branchechef Lærke Flader heller ikke tilfreds. Hun peger på, at el i forvejen er beskattet hårdere end fossile brændsler.

- Elafgiften er i forvejen tre gange så høj som på diesel og to gange så høj som på benzin. Hvis politikerne virkelig mener, at de vil have en million elbiler på vejene inden 2030, så bliver de nødt til at skabe ro om skatter og afgifter, siger hun.

Tilbage i Odense er Rune Duban Grandal heller ikke tilfreds med udsigten til dyrere strøm:

- Det kan bestemt godt være med til at skabe en usikkerhed. Det er der ikke nogen tvivl om, siger Rune Duban Grandal.

Alligevel har familien netop investeret i men ny elbil til erstatning for den ene. For selvom det skulle blive en lille smule dyrere at køre på el i fremtiden, så går de ikke tilbage til benzin eller diesel.

- Jeg gider ikke køre andet end el. Det er fantastisk at køre elbil. Det er nemt, siger Sara Tummasardottir.

 

Læs også Fynsk bilsælger: Skab ro om afgifter, og giv elbiler konkrete fordele