Fynsk fanebærer til De Paralympiske Lege

Når De Paralympiske Lege starter, bliver det med en fynsk fanebærer foran det danske hold. Det er en stor ære, lyder det.

Om en måned begynder De Paralympiske Lege i det olympiske stadion i Rio, og fynske Annika Lykke Dalskov Risum tager hul på sit tredje OL. Denne gang får hun tilmed æren af at repræsentere Danmark som fanebærer.

- Jeg synes, at det er en kæmpestor ære at få lov til at gå foran det danske hold og bære fanen og ligesom være frontfigur, når vi træder ind på stadion. Det er de færreste, der overhovedet får lov til at være med til en olympiade, så at jeg nu også får lov at være fanebære er kæmpestort, lyder det begejstret fra den fynske rytter.

Annika Lykke Dalskov Risum vandt sølv og bronze i 2008, og i 2012 blev det til to bronzemedaljer. Dengang var hesten Aros a'Fenris helt ung og uprøvet, men nu kender de hinanden meget bedre, og det kan blive en fordel, når der skal rides om medaljer i Rio.

- Det giver mig ro, og det giver mig en forventning om, at vi kan gå ind og lave en rigtig god præstation, ride nogle fejlfri programmer. Hvis vi begge er fit på dagen, og det hele lykkes, skal det nok bære os derhen, hvor vi gerne vil være, siger Annika Lykke Dalskov Risum.

Den fynske rytter sørger for at spare sine kræfter til ridebanen. Derfor kommer den rygmarvsskadede Annika Lykke Dalskov Risum heller ikke til at gå stadion rundt med fanen.

- Jeg kører rundt på en cross, som jeg har fået stillet til rådighed af Pegasus-Mobility. Vi laver nok en lille anordning, så fanen måske kan stå i en holder. På den måde skal jeg ikke bære den hele vejen rundt.

Det er en ære at bære fanen. Men den helt store drøm for Annika Lykke Dalskov Risum er at supplere de tre OL-bronzemedaljer og sølvmedaljen med en af guld.

- Det handler om at "peake" på det helt rigtige tidspunkt. Samhørigheden mellem hest og rytter skal spille ind, når det gælder, forklarer hun.

 

 

Oversigt

    Oversigt