Heartland udvider med ny scene og 23 nye navne

Internationale navne skal diskutere fremtiden på Egeskov Slot på helt ny scene. Antallet af scener og navne på Heartland er fordoblet.

For to uger siden præsenterede Heartland Festival sit fulde program. Alligevel har den fynske festival annonceret endnu en samtalescene og 23 nye navne fordelt på ti livesamtaler, de såkaldte talks.

Scenen, der har fået navnet Future Talks, byder på internationale navne som Aubrey de Grey, Sadie Lune og Benjamin Walker.

- Hvis vi overlader det til politikerne eller økonomerne at tale om fremtiden, risikerer vi, at sproget om den bliver stift eller begrænset. Men fremtiden er jo sindssygt spændende, og det er vigtigt at have et stort sprog om den. Derfor har vi inviteret nogle af de skarpeste hjerner til at dele fremtiden med os, og vi glæder os virkelig til at formidle videnskab for festivalpublikummet, siger programchef Rasmus Quistgaard.

Hovednavnet er...

Heartland Festival finder sted mellem den 2. og 4. juni ved Egeskov Slot, og TV 2/FYN dækker den nyskabende fynske festival massivt.

Foruden et hav af livesamtaler, som livestreames og tv-transmitteres på TV 2/FYN, byder Heartland også på madoplevelser, kunst og ikke mindst musik, hvor hovednavnet er Pearl Jam-forsanger Eddie Vedder, der optræder lørdag aften.

Med den nye scene og de nye navne er antallet af scener og optrædende fordoblet i forhold til 2016, der var festivalens første år. 

Oversigt

    Oversigt