I det fynske folks tjeneste

Fynsk firma afviser at have solgt brændstof til russiske bombefly

DR har i en række indslag fremvist beviser på, at Dan-Bunkering angiveligt har solgt brændstof til russiske bombefly i Syrien. Men de oplysninger afvises pure af det fynske selskab.

Torben Østergaard er Fyns rigeste mand og ejer Dan-Bunkering. Selskabet har hovedsæde i Middelfart, hvorfra det handler med brændstof. Fortrinsvis til skibe. Foto: Claus Fisker / Ritzau Scanpix

I en række artikler og indslag har DR påvist, at den fynske virksomhed Dan-Bunkering angiveligt har haft en omsætning på 104 millioner kroner ved at sælge jetbrændstof, som er blevet brugt af russiske kampfly til at udføre bombetogter over Syrien.

Men Dan-Bunkering, der har hovedsæde i Middelfart, afviser nu at have overtrådt EU’s sanktioner mod Syrien. Det skriver selskabet i pressemeddelelse tirsdag aften.

Læs også Fynsk milliardfirma indblandet i sag om brændstof til bombetogter i Syrien

- Dan-Bunkering kan fastslå, at selskabet ikke har leveret jetbrændstof eller andre produkter til Syrien og dermed brudt EU's sanktioner. Et avanceret compliance-system sikrer, at selskabet ikke leverer til virksomheder, som er på myndighedernes sanktionslister, skriver Dan-Bunkering i meddelelsen.

Overtrædelse af sanktioner kan udelukkes med “stor sikkerhed”

Ifølge Dan-Bunkering så foregår en leverance af brændstof på den måde, at et tankskib overfører sin last til et andet skib. Herefter underskriver kaptajnerne på begge skibe et BDR-dokument (Bunker Delivery Receipt), som bekræftelse på overførslen. Dette er et juridisk bindende dokument, hvoraf det fremgår, hvilken havn modtagerskibet skal sejle til.

Opdatering

  • 01. maj 2019 kl. 11:17 Overskud er ændret til omsætning i første afsnit

Ingen af disse BDR-dokumentar har, ifølge Dan-Bunkering, haft anført havne i Syrien som destination for skibene. Dan-Bunkering skriver videre, at selskabet nøje følger internationale sanktionslister, og at det derfor med stor sikkerhed kan udelukkes, at selskabet har overtrådt internationale sanktioner.

- Rent praktisk betyder det blandt andet, at cirka 2.000 sanktionslister fra myndigheder og brancheorganisationer globalt dagligt opdateres i selskabets compliance-system.

- Det betyder, at sanktionerede samhandelsparter og skibe blokeres i systemet, hvis de optræder på en officiel sanktionsliste. På den måde kan Dan-Bunkering med stor sikkerhed bekræfte, at selskabet ikke handlet med sanktionerede parter, står der i selskabets meddelelse.

Men ifølge skibsdata, som DR har indsamlet, er overførslerne af brændstof foregået på åbent hav i Middelhavet. Herefter har de russiske skibe, ifølge amerikanske retsdokumenter, sejlet brændstoffet til en havn i Syrien.

Ifølge DR har Dan-Bunkering været involveret i mindst seks af sådanne leverancer af jetbrændstof til Syrien fra januar 2016 til maj 2017.

Har samarbejdet med myndighederne

Dan-Bunkering skriver, at Erhvervsstyrelsen henvendte sig til selskabet den 23. december 2016 for at bede om en redegørelse for, om Dan-Bunkering havde været involveret i brændstofleverancer til Syrien.

Dan-Bunkering besvarede ifølge dem selv henvendelsen fra Erhvervsstyrelsen i januar 2017, men hørte herefter angiveligt ikke mere til sagen. Efterfølgende blev Dan-Bunkering i februar 2017 politianmeldt for muligt brud på EU’s sanktioner.

Men det fynske selskab afviser at være part i sagen og fremhæver i stedet, at selskabet har samarbejdet med både danske og amerikanske myndigheder.

Læs også Fyns Politi har ingen kommentarer: Erhvervsstyrelsen anmeldte Dan-Bunkering for to år siden

- Dan-Bunkering er ikke part i sagen, men har medvirket til opklaringen af den. Den amerikanske anklagemyndighed har gennemgået sagen og udtrykt tilfredshed med Dan-Bunkerings positive medvirken, skriver selskabet og fortsætter:

- Dan-Bunkering samarbejder løbende med danske og udenlandske myndigheder for at bidrage til, at sanktionerne overholdes. Dan-Bunkering arbejder på et internationalt og meget konkurrencepræget marked, hvorfor selskabet ikke kan offentliggøre navne på kunder, men fremlægger løbende dokumentation om kundeforhold i fortrolighed til de pågældende myndigheder.

Dan-Bunkering anklager desuden DR’s dækning af sagen for at indeholde en række faktuelle fejl omkring tidspunkter, steder, skibsnavne, kunder, mængde og indtjening.

Dan-Bunkering er ikke sigtet eller tiltalt i sagen i hverken Danmark eller USA.