Fynsk firma bag nye spil til mobiltelefoner

Et fynsk softwarehus har stor succes med en helt ny type spil til mobiltelefoner. Firmaet Certus fra Odense har netop indgået en aftale med et engelsk firma, der betyder at mobiltelefonkunder fra hele Europa snart vil kunne spille de fynske spil.

-

Et fynsk softwarehus har stor succes med en helt ny type spil til mobiltelefoner. Firmaet Certus fra Odense har netop indgået en aftale med et engelsk firma, der betyder at mobiltelefonkunder fra hele Europa snart vil kunne spille de fynske spil.


Med den nye software kan kunderne spille mod hinanden via mobiltelefonen

Certus, der har specialiseret sig i at udvikle spil til internettet, har netop indgået en aftale med den engelske spiludvikler Macrospace.

- Aftalen med Macrospace er et stort gennembrud for vores firma. Vi har arbejdet på at udvikle denne platform i årevis, og vi er de første i verden, der kan tilbyde software som gør det muligt for mobiltelefonkunder at udkæmpe spil mod computerbrugere, fortæller Morten Kolle, der er direktør for Certus.

Samarbejdsaftalen mellem Certus og Macrospace fra London betyder, at mobiltelefonkunder snart vil kunne bruge de fynske spil. Macrospace har aftaler med flere af de store teleoperatører og det betyder, at det nye spilkoncept snart bliver tilgængeligt for millioner af mobiltelefonkunder.

Med den nye spilplatform kan mobiltelefonbrugere både spille med hinanden og med computerebrugere. Certus har i første omgang udviklet fire forskellige spil som Macrospace vil udbyde til mobiltelefonkunder.

- Dette skaber meget store perspektiver for vores firma. Hvis de nye spil slår rigtigt an, forventer jeg, at vi vil kunne fordoble medarbejderstaben inden udgangen af 2005, siger Morten Kolle.

Certus beskæftiger i øjeblikket syv medarbejdere og leverer online-spil til en lang række tv-stationer i Skandinavien og Europa.

Oversigt

    Oversigt