I det fynske folks tjeneste

Fynsk firma frifundet i sag om massivt overarbejde

Seks litauere har ikke krav på yderligere løn samt godtgørelse for deres arbejde for Dubravo ApS i Otterup. Det har Retten i Odense afgjort i en tilkendegivelse i sagen.

De seks litauere arbejdede for Dubravo ApS i løbet af 2014 og 2015. De var udsendt fra firmaet til at arbejde uden overenskomst hos et eller flere fynske gartnerier, hvor de plukkede og pakkede grøntsager. Foto: Niels Ahlmann Olesen/Scanpix/arkiv

Fagforeningen 3F havde krævet en ekstra betaling til seks litauere på i alt godt 1,1 millioner kroner fra Dubravo ApS i Otterup.

Det skyldtes, at de ifølge anklagen havde arbejdet i langt flere timer, end de havde fået løn for, og at EU’s direktiv om maksimal arbejdstid var overtrådt.

Men firmaet afviste litauernes opgørelse af deres arbejdstid. Det skriver Fagbladet 3F.

I en tilkendegivelse skriver dommeren, at Retten i Odense ikke finder det "tilstrækkeligt godtgjort", at litauerne havde krav på yderligere løn og godtgørelse. Samt at Dubravo ApS ville blive frifundet, hvis der skulle afsiges en dom i sagen.

Læs også Fynsk landmand snød fodermester for tæt på 300.000 kroner

De seks litauere fremlagde i sagen en række kopier af selvudfyldte arbejdssedler, de havde modtaget af Dubravo ApS. Sedlerne viser, at de har arbejdet længere end, hvad der stod i kontrakterne, og hvad de har fået løn for.

"Arbejdssedlerne, der er udfærdiget på litauisk, fremtræder ikke som udstedt af sagsøgte og indeholder ikke attestation for, at de er modtaget eller godkendt af sagsøgte," skriver dommeren ifølge Fagbladet 3F i tilkendegivelsen.

I 3F er de meget ærgerlige over, at dommeren ikke mener, at der var beviser nok i sagen.

- Sagen viser, at der stilles store krav til, at man som medarbejder kan dokumentere sit krav. Det er vigtigt, at ens arbejdsgiver kvitterer for arbejdssedler. Og det er vigtigt, at man som medarbejder hurtigt skriver en e-mail til sin arbejdsgiver og gør opmærksom på det, hvis man har fået for lidt i løn, siger forhandlingssekretær i Den Grønne Gruppe, Morten Fischer Nielsen.

De seks litauere arbejdede for Dubravo ApS i løbet af 2014 og 2015. De var udsendt fra firmaet til at arbejde hos et eller flere fynske gartnerier, hvor de plukkede og pakkede grøntsager.

Læs også Fynsk gartneri er storaftager af flygtninge