Fynsk firma tilbagekalder farlig gasbrænder

Har du købt en Adano-ukrudtsbrænder med vogn i Harald Nyborg i 2017, skal du straks stoppe med at bruge den og levere den tilbage til butikken. Sådan lyder advarslen fra Sikkerhedsstyrelsen.

Sikkerhedsstyrelsen har de seneste dage været ude med flere advarsler om farlige ukrudtsbrændere. Nu advarer styrelsen om endnu en ukrudtsbrænder. Denne gang af mærket Adano. 

Brænderen er solgt i Harald Nyborgs butikker over hele landet. Der er udstedt et salgsforbud på produktet, og importøren har fået et påbud om at tilbagekalde brænderen fra forbrugerne. Tilbagekaldelsen betyder, at forbrugere, som har købt ukrudtsbrænderen i Harald Nyborg fra den 1. januar 2017 og frem til i dag straks skal stoppe brugen og levere den tilbage til butikken.

Ukrudtsbrænder eksploderede

Regulatoren på den tilbagekaldte ukrudtsbrænder er identisk med den brænder, der for godt en uge siden var årsag til en eksplosionsagtig brand på Københavns Vestegn.

Fakta

Her var en kvinde i gang med at fjerne ukrudt i haven med sin nye ukrudtsbrænder. Mens kvinden fjernede ukrudt, blev hun pludselig opmærksom på 20 centimeter høje flammer, der stod op fra gasflaskens top.

Hun hentede et tæppe og forsøgte at slukke ilden ved at lægge det over flasken. Det resulterede i, at der gik ild i tæppet. Derefter ringede kvinden 112.

Kvinden blev ført i sikkerhed, og et par minutter efter brandvæsnets ankomst eksploderede gasflasken. Den fløj ti meter på tværs af haven.

Ukrudtsbrænderen var af mærket Ignite Nordic, og blev i sidste uge tilbagekaldt fra Bauhaus. I weekenden blev en anden ukrudtsbrænder af mærket Garden, som er solgt i maj og juni måned i Jem og Fix, tilbagekaldt, fordi den havde den samme fejl.

Lad være med at bruge den

Sikkerhedsstyrelsen har nu fundet en tredje brænder med samme fejl – og advarer købere af Adano ukrudtsbrænderen mod at bruge den.

- Ukrudtsbrænderen er farlig. Har man købt den, skal den straks leveres tilbage til butikken. Man skal under ingen omstændigheder bruge den. Vores undersøgelser har vist, at selv med værktøj er det nærmest umuligt at spænde gevindet hård nok fast til, at det er tæt. Utætheder medfører risiko for brandfare og i sidste ende eksplosion. I værste fald kan det koste menneskeliv, siger chefkonsulent i Sikkerhedsstyrelsen Arne Hosbond.

Se hele videoen fra Sikkerhedsstyrelsen herunder,

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Oversigt

    Oversigt