I det fynske folks tjeneste

Imam mistænkt for indflydelse på muslimsk skole

Imam, der kaldte jøder "børn af aber og svin" og agiterede imod Jyllands-Postens Muhammed-tegninger, mistænkes for at styre den muslimske friskole, Roser Skolen i Odense.

Nyt tilsyn vil belyse, om Abu Bashar påvirker muslimsk friskoles arbejde i strid med reglerne Foto: Ernst van Norde, Scanpix

Styrelsen for Undervisning og Kvalitet genoptager tilsynet med den muslimske friskole, Roser Skolen i Odense, fordi der er opstået tvivl om skolens uafhængighed af Familie Fonden, der ledes af den kendte imam, Mohamed Al Khaled Samha - også kendt som Abu Bashar.

Det skriver Berlingske 

Abu Bashar vakte opsigt i 2014, da han omtalte jøder som "børn af aber og svin" i en prædiken i Vollsmose. Han var desuden en af hovedkræfterne i den gruppe, der i 2005 rejste til Mellemøsten for at samle opbakning til protest mod tegninger af profeten Muhammed i Jyllands-Posten.

Styrelsen for Undervisning og Kvalitet afsluttede tilsynet med Roser Skolen i 2016, men genåbner det, efter at Berlingske har frembragt nye oplysninger i sagen.

Læs også Odense-Imam tiltalt: Jøder er børn af aber og svin

- Helt grundlæggende var vi ikke tilstrækkeligt grundige. Vi har valgt at genåbne sagen, fordi vi nu har kigget nærmere på sagens akter og for alvor er blevet opmærksomme på nogle forhold, som vi bliver nødt til at få belyst, siger Susanne Sehestedt Clausen, vice­direktør i Styrelsen for Undervisning og Kvalitet, til avisen.

Uafhængighed skal belyses
Styrelsen vil have belyst, om Familie Fonden, der stiftede Rose Skolen i 2011, udøver indflydelse på skolen i strid med reglerne, og om der er problemer med at overholde reglerne om for eksempel demokratisk dannelse.

Ifølge skolens vedtægter udpeges to af fem medlemmer af skolebestyrelsen af forældrene, mens flertallet på tre medlemmer udpeges af en såkaldt skolekreds, der er udpeget af Familie Fonden.

Læs også Unge i Vollsmose støtter stramninger overfor imamer

Skoleleder afviser
Lederen af Roser Skolen, Yawez Mahmad Khatib afviser overfor Berlingske, at Abu Bashar - formanden for Familie Fonden - spiller nogen rolle på skolen, og han afventer med sindsro det ny tilsyn.

- I praksis har hverken Familie Fonden eller andre indflydelse på vores skole. Det ved forældre, lærere og alle andre. Derfor er ministeriet også velkommen til at undersøge os igen. Sidste år kom de uanmeldt og var igennem alle klasser og alle fag og så på lærernes uddannelses­baggrund, og det klarede vi fint, siger skolelederen.