Jans æbler ødelagt: Fynsk frugt lider under nattefrosten

Den usædvanlige sene nattefrost har sendt Jan Jagers frugttræer til tælling. Han frygter, at 90 procent af Elstar-høsten er i fare.

På Kærsbo Frugtplantage i Broby blomstrer æbletræerne. Men går man helt tæt på blomsterne, er de brune i kanten. Et sikkert tegn på, at de har fået frost.

- I forgårs havde vi helt ned til minus fire grader, fortæller Jan Jager, der ejer den 16 hektar store frugtplantage i Broby.

Nattefrost i maj er ikke helt normalt - og det har ødelagt mange af blomsterne på Jan Jagers æbletræer.
Nattefrost i maj er ikke helt normalt - og det har ødelagt mange af blomsterne på Jan Jagers æbletræer.
Foto: Ole Holbech

Minusgrader smadrer frugtavlen

Streng kulde over Danmark har de seneste dage givet historisk lave temperaturer, og de iskolde dage og nætter er gået hårdt ud over de fynske æble- og pæreplantager.

Frosten betyder, at mange blomster går helt til, og dermed ikke bliver til hverken æbler eller pærer. 

- De har det rigtig skidt, konstarerer Jan Jager, mens han piller de brune blade af en frostskadet blomst fra et æbletræ - og viser det inderste af en frugtblomst.

- Det er fuldstændig sort hernede. Griflen er brun, så selvom der kommer pollen over på griflen, så kan det ikke vokse ned og lave bestøvningen. Så det bliver ikke til noget, fortæller han og smider resterne af blomsten på jorden.

Jan Jager viser det inderste af en frostskadet æbleblomst. Den kan ikke blive bestøvet - og så bliver blomsten ikke til et æble.
Jan Jager viser det inderste af en frostskadet æbleblomst. Den kan ikke blive bestøvet - og så bliver blomsten ikke til et æble.
Foto: Ole Holbech

Normalt kan frugtblomsterne tåle en vis mængde kulde, men fordi sidste års sæson var meget tør, og høsten var stor, så har det haft konsekvenser for træernes knopper i denne sæson.

- De var meget svage, så det var vi lidt bekymret for, inden knopperne blomstrede. Og nu har vi så fået syv dage med nattefrost, så det er rigtig slemt for frugten, siger Jan Jager, der også er formand for danske æble- og pæreavlere i Dansk Gartneri og fortsætter:

- Vi kan allerede nu se, om griflen og frugtanlægget er ødelagt. Nogle gange kan vi være heldige, at frugten udvikler sig, selvom der ikke er kerner i. Men mange gange vokser de bare - og så falder de af.

Kun hver tiende blomst bliver til et æble

Det er især æblesorten Elstar, der har haft svære kår under nattefrosten i maj. Jan Jager vurderer, at det er meget få blomster, der har mulighed for at udvikle sig til æbler.

- Vi er nede på ti procent af normalavl, så det er rigtig alvorligt.

På rækken med Discovery-æbler ser det også slemt ud.

- Der er mellem 50 og 80 procent af blomsterne, som er ødelagt af frosten. Og det er jo et problem, hvis der ikke er ret mange blomster som udgangspunkt. 

For to år siden ødelagde forårsfrosten også den fynske frugtavl. Det kan du læse i artiklen herunder.

Vand, helikopter eller helt vindstille

Frugtavlere kan i visse tilfælde forhindre frosten i at ødelægge frugtblomsterne, men det kræver vanvittige mængder vand. Eller en helikopter. 

- Hvis man er heldig, kan man regulere med op til to minusgrader ved overvanding. Det har vi bare ikke mulighed for i Danmark, fordi vi skal bruge ti kubikmeter (10.000 liter red.) per hektar - og har du 20 hektarer, er det 200 kubikmeter (200.000 liter) i timen i hele perioden. Den mængde vand har vi slet ikke til rådighed.

Man kan også forsøge at få luften til at cirkulere omkring plantagen.

- Den bedste måde er at få en helikopter til at hænge oppe over plantagen hele natten. Det er der bare ikke mange helikoptere, der må om natten. Og så koster det en bondegård.

Og endelig er der også muligheden for at tilføre varme ved gasafbrænding. 

- Men det kræver, at det er vindstille, ellers kan vi ikke stille noget som helst op. Og det har været den store udfordring, fordi det har blæst så meget, lyder det fra Jan Jager.

 

 

 

 

 

 

Oversigt

    Oversigt