Fynsk gartner: I dag nyder vi solskinnet lidt mere

Regeringen vil afskaffe den grønne PSO-afgift. Alene sidste år betalte Kerteminde-gartner syv millioner kroner i PSO

Der er jubel i gartneribranchen, efter at det tirsdag kom frem, at klima- og energiminister Lars Christian Lilleholt (V) arbejder for at få den udskældte PSO-afgift afskaffet. Afgiften rammer energitunge virksomheder hårdt, og herunder hører gartnerierne.

- Udmeldingen i dag betyder, at vi nyder solskinnet lidt mere end ellers. PSO-afgiften er en meget stor afgift for vores virksomhed. Sidste år afleverede vi lidt over syv millioner kroner til staten alene i PSO-afgift, fortæller direktør Thomas Skoven fra Rosa Danica i Kerteminde.

Det er ikke, fordi han vil stille sig i vejen for den grønne omstilling, men som en virksomhed, der konkurrerer med virksomheder i lande, hvor der ikke skal betales tilsvarende afgifter, virker afgiften mest at alt som round-up på hans vækstmuligheder.  

- Jeg håber, man bliver enige om, at vi er nødt til at finde en anden løsning for, hvordan vi skal fortsætte den grønne omstilling, således at virksomhederne og i særdeleshed eksporterhvervene ikke skal tynges så meget af afgifter, forklarer han.   

PSO-afgiften finansierer grønne initiativer som vindkraft og solceller. Afgiften prissættes fire gange om året af energinet.dk, og betales af både borgere og virksomheder. Klima- og energi ministeren peger i stedet for på, at pengene nu skal findes i finansloven eller via højere skatter. Dog ønsker han ikke at komme med nogen løfter, men hensigten er der, siger han:

 - Nu skal man passe på med at garantere noget i politik. Jeg kan bare sige, at retningen er sat i forhold til den grønne omstilling, men også at det er afgørende for Venstre og regeringen, at det er en grøn omstilling båret af grøn realisme, hvor vi sikrer os, at forbrugere og erhvervsliv er i stand til at betale den regning, der kommer ud af det.

I løbet af nogle uger vil ministeren indkalde til forhandlinger om en løsning.

 

 

Oversigt

    Oversigt