Fynsk gartner lejede ulovligt værelse til polakker

Det var ulovligt, da fynsk gartner lejede et lille kælderrum uden vinduer ud til sine polske ansatte for 8.000 kroner om måneden. 3F kræver nu huslejen betalt tilbage.

Sagen drejer sig om gartneriet Møllerhøj nord for Odense, hvor
gartner Thomas Kjær Larsen i ti uger har lejet et lille kælderværelse uden vinduer ud til to polakker. Pris: 8.000 kroner om måneden, skriver Nyhedsbrevet 3F.

- Der står sort på hvidt i byggeloven, at der skal være vinduer i værelser, som man lejer ud til beboelse. Og det har der jo ikke været her. Alene af den grund har lejemålet været ulovligt, siger Anne Kirsten Leth, der er chef for Byggesagskontoret i Odense Kommune til Nyhedsbrevet 3F.

Betaling selvom udlejning er ulovlig

Selvom Huslejenævnet anerkender, at værelset blev lejet
ud ulovligt, har det alligevel fastsat lejen til 1.500 kroner om
måneden.
 
Den tilsyneladende absurditet kan lade sig gøre, fordi Huslejenævnet kun skal forholde sig til lejeloven. Og her står der ikke noget om, hvorvidt man må leje et værelse ud uden vinduer.

Det gør der til gengæld i byggeloven, som byggesagskontoret henviser til i sin afgørelse.

- I første omgang tog vi jo Huslejenævnets afgørelse til
efterretning. Men med de nye oplysninger om at det slet ikke er
lovligt at leje værelset ud, er det klart, at vi ikke kan
acceptere en husleje på 1.500 kroner for dette værelse, siger
Charlotte Petersen, næstformand i 3F Odense GOPS til
Nyhedsbrevet 3F.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Thomas Kjær
Larsen fra gartneriet Møllerhøj.

Oversigt

    Oversigt