Fynsk gartneri ansætter 27 flygtninge

Gartneriet PKM i Odense har lige nu 27 flygtninge og indvandrere ansat på forskellige praktik- og løntilskudsordninger.

Næsten 20.000 udlændinge er flygtet ind over Danmarks grænser siden 2015, viser de seneste tal fra Udlændingestyrelsen. 

Flere fynske virksomheder har taget opgaven om at integrere disse flygtninge til sig. Det gælder blandt andet Gartneriet PKM i Odense, hvor HR-chef Anett Madsen har skrevet ansættels- og praktikaftaler med i alt 27 flygtninge og indvandrere. 

- Vi har valgt at tage et socialt ansvar og prøve det af. Det er en opgave, vi skal have løst i Danmark, og det prøver vi at gøre, fortæller Anett Madsen.

Integrationsminister på besøg

Mandag er Udlændinge- og Integrationsminister, Inger Støjberg (V), på  jagt efter gode råd hos tre fynske virksomheder på Fyn, der alle har flygtninge på løningslisten, herunder Gartneriet PKM. 

Ministeren besøger gartneriet, Bageren i Ejby og Danske Fragtmænd for at undersøge, hvordan endnu flere flygtninge kan komme i job og blive integreret på arbejdspladsen.

På de fynske virksomheder oplever Inger Støjberg, hvordan virksomhedernes flygtninge og indvandrere klarer sig på jobbet, og hun hører om virksomhedernes erfaringer med at tage flygtninge og indvandrere ind.

Målet er at komme hjem med gode råd om, hvordan virksomheder og kommuner kan blive bedre til at gøre brug af flygtninge og indvandreres arbejdskraft og samtidig integrere dem blandt kollegerne og i samfundet.

Undgår fyringer

Blomsterne fylder godt i gartneriet på Slettensvej, og særligt i forårssæsonen er planterne proppet sammen hos Gartneriet PKM. Arbejdet er præget af høj- og lavsæsoner, og ved at ansætte flygtninge på integrationsuddannelser (IGU) undgår Anett Madsen at hyre og fyre medarbejdere.

- Eleverne skal have 20 ugers undervisning, og sammen med Kold College og Lær Dansk har vi sammensat et forløb, hvor undervisningen ligger i lavsæsonen, forklarer Anett Madsen.

I alt har Gartneriet PKM 13 IGU-elever, og HR-chefen håber på, at gartneriet kan tage endnu flere klasser i fremtiden.

- Vi har gode erfaringer med det. Selvfølgelig giver det nogle nye udfordringer, qua det er en anden kultur og et andet sprog. Det kræver en del ressourcer af vores medarbejdere, men jeg håber på, at vi kan beholde nogle af flygtningene, der senere kan tage imod andre hold, forklarer Anett Madsen. 

Anett Madsen understreger, at gartneriet fortsat vil ansætte danske medarbejdere.

Oversigt

    Oversigt