Fynsk gassalg: Sådan har de første fem kommuner stemt

Kun yderligere én kommune skal stemme ja til salg af NGF Nature Energy, før salget er vedtaget i de fynske ejerkommuner. Det kan ske i Assens onsdag. Torsdag stemmer de sidste to byråd.

Seks af de otte fynske kommuner, der ejer NGF Nature Energy, skal stemme for et salg af energiselskabet, før det kan sælges.

Indtil videre har fem byråd stemt. Ifølge TV 2/Fyns kilder, har alle fem byråd stemt for et salg.

Det drejer sig om Svendborg, Nyborg, Middelfart, Odense og Faaborg-Midtfyn.

Senest stemte Svendborg Kommunes byråd for et salg. Det skete efter en længere debat på et lukket punkt på tirsdag aftens byrådsmøde.

Beslutningen blev dog ikke enstemmigt vedtaget i Svendborg.

Blandt nej-sigerne var Jens Erik Laulund Skotte fra Enhedslisten.

- Hvis eventuelle investorer kommer ind i det her for at tjene penge, vil det betyde, at gaskunderne ender med en større regning. Derfor er det vores principielle holdning, at vi ikke kan gå ind for at sælge, siger Jens Erik Laulund Skotte og fortsætter:

- For os i Enhedslisten behøver varmeforsyning ikke give profit. Vi kan faktisk godt leve med, at det bare løber rundt og dermed holder priserne nede, så vi sikrer et godt tilbud til vores borgere.

Jens Erik Laulund Skotte fra Enhedslisten stemte nej til et salg af det kommunalt ejede NGF Nature Energy

Til gengæld stemte den kommende socialdemokratiske borgmester Bo Hansen sammen med Venstre for et salg på tirsdag aftens byrådsmøde.

- Vi kan se, at der skal tilføres kapital til virksomheden, hvis den skal følge sin vækststrategi, og der har jeg meget svært ved at se, hvordan kommunerne kan bidrage med beløb i den størrelsesorden, siger Bo Hansen.

NGF Nature Energy ønsker ifølge sin strategi at investere for 2,5 milliarder kroner de kommende år i ti nye biogasanlæg.

Jens Erik Laulund Skotte anerkender, at de fynske ejerkommuner ikke kan stille med så stort et beløb.

Men måske skal de heller ikke det, mener han.

- Det her beløb skal vi jo finde ud fra den forudsætning, at NGF Nature Energy rent faktisk gennemfører sin strategi. Vi kunne også vælge lægge en knap så ambitiøs vækststrategi. En strategi, som vi i kommunerne godt kunne finansiere. Hvis vi alle lagde sammen kunne vi jo godt stille med en anseelig sum. 

Dermed erklærer byrådsmedlemmet sig enig med NGF Nature Energys tidligere direktør, Per Olesen, som udtalte sig til TV 2/Fyn tirsdag. 

 Bo Hansen: Det handler om timing

Flere kritikere mener, at de fynske kommuner risikerer at snyde sig selv ved at sælge nu.

Argumentet er, at kommunerne bør vente med at sælge, fordi selskabet kan være meget mere værd om bare en håndfuld år.

Til det siger Svendborgs Bo Hansen:

- Lige nu er NGF Nature Energy en sund forretning. Det har det sandt for dyden ikke altid været. Hvis vi havde stået i den her situation for bare fire eller fem år siden, havde selskabet højst sandsynligt ikke været nogen penge værd, siger Bo Hansen og fortsætter:

- Så det der med at finde timingen, hvornår selskabet er salgsmodent, det er utrolig svært at spå om. Derfor kan jeg heller ikke stå her og sige, at det uden tvivl er det rigtige at sælge. Jeg må bare træffe en beslutning ud fra de oplysninger, jeg har, og det har jeg gjort, siger Bo Hansen.

Tre byråd tilbage

Onsdag aften beslutter Assens Kommunes byråd sig. Torsdag er spørgsmålet på dagsordenen i byrådene på Nordfyn og i Kerteminde.

Men allerede onsdag aften kan sagen være afgjort.

For stemmer Assens' byråd for et salg, vil seks af de otte ejerkommuner have stemt for. Og det er det flertal, der skal til, for at et salg kan godkendes.

 

Oversigt

    Oversigt