Stor kamp: Tror på sejr mod russisk stjernehold

Det bliver en svær Champions League-kamp for Odense Håndbold mod stjerneholdet fra russiske Rostov-Don. Men direktør for Odense Håndbold håber og tror på en fynsk sejr.

Søndag eftermiddag er Odense Idrætshal ramme for en vigtig Champions League-kamp mellem Odense Håndbold og russiske Rostov-Don.

- Det bliver en voldsomt hård kamp - mod stort set det russiske landshold. Så der er ingen tvivl om, at det bliver en stor opgave, lyder det fra direktør for Odense Håndbold, Lars Peter Hermansen. 

Og nej, det ér ikke selve det russiske landshold, som Odense Håndbold skal stå over for. Men Lars Peter Hermansen fortæller, at det har betydning, at flere af holdets spillere var med, da Rusland i december vandt sølv til kvindernes håndbold-EM i finalen mod Frankrig.

Søndagens gruppekamp bliver en udfordring for de fynske spillere, lyder det. Men en udfordring som direktøren håber og tror på, at holdet er helt klar til.

- Jeg håber og tror på, at vi godt kan vinde den kamp her, siger Lars Peter Hermansen.

 

Fynsk publikum som den 8. spiller 

Selvom det russiske hold ifølge Odense Håndbolds direktør er både fysisk og teknisk stærkt, har fynboerne et godt kort på hånden.

- Vi spiller på hjemmebane. Det håber jeg, at vi får at se, siger Lars Peter Hermansen.

Det fynske hold kan se frem til en hal med stort publikum. Små tre timer inden kampstart er der næsten udsolgt til håndboldkampen, som spilles i Odense V.

- Vi har næsten fuldt hus. Jeg håber, at det kan lægge et pres på vores modstandere. At publikum kan være den 8. spiller på banen, der gør, at vi kan få lagt noget pres på, siger Lars Peter Hermansen, direktør hos Odense Håndbold.

De to hold spiller søndagens gruppekamp ved Women's EHF Champions League 2018/2019. Der er stadig få billetter, som kan købes i indgangen.

 

Sådan fordeler pointene sig

 

Oversigt

    Oversigt