Fynsk håndbold kan lære af sexsag

Efterspillet til den meget omtalte sexsag fra TPI Håndbold får nu Fyns Håndbold Forbund til at overveje, om berørte klubber i fremtiden i højere grad skal presses til at modtage hjælp udefra. Samtidig afviser den fynske håndboldformand kritik fra DIF.

Klubben sagde nej

Som fortalt på TV 2/FYN den 15. maj følte forældrene til de berørte piger i TPI sig ladt i stikken af klubben, da det kom frem, at en håndboldtræner havde krænket flere spillere på sit hold.
Forældrene følte sig isoleret, og de efterlyste mere hjælp fra klubben. Dengang fortalte specialkonsulent hos Danmark Idrætsforbund (DIF) Jan Darfelt, at man havde tilbudt at hjælpe med situationen, men at Fyns Håndbold Forbund (FHF) havde takket nej.

- Klubben ønskede ikke hjælp heller ikke fra vores egen konsulent i FHF, og vi kan ikke bestemme over klubben, siger formanden for FHF Mogens Johansen.

Men med forældrenes frustrationer i TPI i baghovedet vil FHF i fremtiden gøre en større indsats for at få klubberne til at tage imod hjælp.

- Vi vil helt klart presse mere på for at få en fagperson med i processen næste gang, også fordi der jo altså kan komme nogle reaktioner hos de berørte senere, siger Mogens Johansen.

Vil ikke placere skyld

Samtidig mener formanden Mogens Johansen, at Darfelts udtalelser var malplacerede. 
- Vi havde faktisk kontaktet DIF for at spørge, om deres forsikringsordninger indebar, at vi kunne tilbyde forældrene gratis psykologhjælp, men det gjorde de ikke, siger han.

Det er altså rigtig, at forbundet meddelte DIF, at klubben på daværende tidspunkt ikke ønskede hjælp, men efter Mogens Johansens mening har alle i FHF handlet bedst muligt i den konkrete situation. 
- Jeg forstår ikke, at DIF har så travlt med at dele skyld ud. Alle har jo kun været interesseret i at løse situationen bedst muligt, og de her sager er meget svære at håndtere , siger han.

Oversigt

    Oversigt