Siden 2014 har det kendte fynske handelsfirma Uhrenholt i Middelfart været hårdt ramt af fødevaresanktionerne mod Rusland.
Men 2019 skal være året, hvor der bliver sat en prop i tabene østpå.
Det fremgår af det netop offentlliggjorte regnskab for 2018.
Resultatet er klart utilfredsstillende også selvom dette afspejler en oprydning i og påbegyndt afvikling af forretningen i Rusland.
Her opgør ledelsen de samlede tab østpå til 200 millioner kroner - alene sidste år mistede Uhrenholt 51 millioner kroner i Rusland, og så er det kun en ringe trøst, at resten af forretningen faktisk gav et overskud på 32 millioner kroner.
For sammenlagt gik koncernen i minus med 46 millioner kroner efter skat mod et underskud på 35 millioner kroner i 2017.
Ude af de russisk kvaler
Uhrenholt tjener sine penge inden for globale handelsaktiviteter og salg af mejeri- og grøntsagsprodukter i egne brands over store dele af specielt Mellemøsten, Afrika og Asien.
- Resultatet er klart utilfredsstillende også selvom dette afspejler en oprydning i og påbegyndt afvikling af forretningen i Rusland. Årets resultat af fortsættende aktiviteter blev som forventet positivt, mens aktiviteterne i Rusland oprindeligt var forventet at give et beskedent resultat for 2018, hedder det i ledelsesberetningen.
Man forventer at være ude af de russiske kvaler i efteråret 2019.
Den fremtidige økonomi er sikret ved, at familien Uhrenholt har givet afkald på 30 millioner kroner i ansvarlige lån ved at konvertere dem til egenkapital.
Desuden har Danske Bank og SEB Bank i februar i år indgået en to-årig finansieringsaftale med Uhrenholt-koncernen.
Uhrenholt-koncernen solgte i 2018 for 2,3 milliarder kroner - en tilbagegang på 33 millioner kroner i forhold til 2017.
Der er i dag 441 medarbejdere i koncernen.
Egenkapitalen er på beskedne 8,2 millioner kroner. For bare tre år siden var den på 103 millioner kroner.