Fynsk hesteherpes har spredt sig til Jylland

Den dødelige virus hesteherpes har spredt sig fra Fyn til Jylland. En smittet hest er aflivet i Bjerringbro, og Sindal Marked i Nordjylland dropper hesteudstilling.

OBS - læs præcisering af nedenstående her
----------------------------------------------------

I april blev den dødelige virus hesteherpes konstateret første gang efter et stævne på Fyn. Nu har den aggressive sygdom spredt sig mod vest.

En pige fra Bjerringbro har fået sin hest aflivet, efter den var blevet smittet. Det skriver TV Midtvest. Samtidig overvejer flere markeder at aflyse årets hesteudstillinger.

Sindal Marked i Nordjylland har allerede taget beslutningen om at afvise hestene, og der vil derfor ikke kunne høres hverken vrinsk eller hestehove til årets marked. 

- Vi har besluttet, at vi vil gå med sikkerhedssko og sige nej til heste. Det kan godt være, man siger, at udbruddet er begrænset, men vi vil ikke være markedet, hvor smitten spreder sig, så vi tager ingen chancer, forklarer Henrik Pedersen, der er talsmand for Sindal Marked og medlem af markedsudvalget, til TV 2 Nord

Fynske heste døde

Siden udbruddet begyndte sidste måned, er tre heste på Fyn døde af den farlige herpes. 

To af hestene var fra Odense, mens den tredje var fra Nørre Aaby. 

Ifølge dyrlæge Sisse Holm-Thomsen skal du holde øje med, om dine heste har feber, holder op med at æde og en række andre ting.

Virussen smitter ikke mennesker, men mennesker kan nemt overføre smitten fra hest til hest, ligesom hestene kan smitte hinanden. 

Derfor opfordrer dyrlæger på Højgård Hestehospital, at man undgår stævner og lignende.

Fredag den 15. juni begynder Det Fynske Dyrskue. Indtil videre afventer arrangørerne situationen.

Oversigt

    Oversigt