I det fynske folks tjeneste

Fynsk kræftplan har lange udsigter

Ventetiden på en brystundersøgelse på Fyn er nu så lang, at Odense Universitetshospital nedsætter en særlig gruppe til at få ryddet op.

Det skriver Fyens Stiftstidende.

I øjeblikket står mere end 1000 kvinder på ventelisten med udsigt til at vente i op til halvandet år på en undersøgelse, der højst må være én måneds ventetid på.
- Det er ikke en holdbar situation, og vi etablerer nu en teamfunktion, hvor vi trækker på tre radiologer fra Svendborg og en fra røntgenafdelingen her i Odense for at få nedbragt ventetiden på mammografi, siger direktør Peter Frandsen fra Odense Universitetshospital.

Men selv med den ekstra indsats vil der gå mellem et halvt og et helt år, før ventetider er tilbage til det normale.

Det er især tre forhold, der har fået ventelisterne til mammografi til at eksplodere.
- For det første mangler vi læger. I øjeblikket står tre ud af fem stillinger som radiologer på mammografiafdelingen ledige. For det andet har strejken blandt sygeplejerskerne betydet en ophobning på ventelisten. Og endelig har samarbejdet i regionen betydet, at vi har fået funktionen som en slags kontrol-kiggere på de mammografier, der bliver lavet i Vejle, Esbjerg og Aabenraa, forklarer direktør Peter Frandsen.