Fynsk kunstpris genopstår

Ny fynsk kunstpris går til billedkunstneren, Erling Tingkær.

Amternes nedlæggelse betød et farvel til "Fyns Amts Kunstpris". Det får nu Fyns Grafiske Værksted til at stifte en helt ny pris, "Den Fynske Kunstpris 2008".

Første modtager af den ærefulde hæder går til billedkunstneren, Erling Tingkær.

- Jeg er meget taknemmelig. Det gør mig især glad, at det er kollegaer med fingeren på pulsen der støtter mig, siger en stolt Erling Tingkær.

Erling Tingkær modtager Den Fynske Kunstpris for at være tro mod sit udtryk og for aldrig at være bange for at tage bladet fra munden, hvis kunsten eller kunstneren bliver krænket.

Den Fynske Kunstpris 2008 uddeles den 21. december kl. 15:00 på Fyns Grafiske Værksted.

For 25 år siden modtog den tidligere leder af Fyns Grafiske værksted, Bodil Aaløkke, den første "Fyns Amts Kunstpris". Ringen sluttede tæt, da den sidste uddeling af prisen gik til Hollufgård Gæsteatelier og Fyns Grafiske Værksted. Det grafiske værksted føler sig forpligtiget til at holde traditionen i live.

- Der er ikke noget tilbage til billedkunsten, efter at Fyns Amts Kunstpris forsvandt. I bestyrelsen er vi enige om, at den ikke må gå i glemmebogen, siger Birgitte Lykke Madsen, daglig leder af Fyns Grafiske Værksted.

Oversigt

    Oversigt