Fynsk kursus for sukkerjunkies

Sukkerafhængighed er en kompliceret cocktail af hormoner, følelser og blodsukker. På Fyn arrangeres der kurser for sukkerjunkies.

Flere steder i landet tilbyder misbrugsbehandlere nu kurser for sukkerafhængige danskere, der ønsker at blive afvænnet og at kvitte det alt for søde liv. Det skriver Jyllands-Posten.

Kurserne varierer i længde og indhold, men fælles for dem er, at kursisterne melder sig for at lære at leve et liv uden sukkerorgier, og at der er stor interesse for sukkerafvænningskurserne.

Et af de steder, hvor der bliver afholdt et kursus, er i Odense, hvor misbrugsbehandler Jan Josefsen behandler sukkerafhængige.

Han arbejder ud fra den teori, at sukkerafhængige - ligesom deprimerede - mangler signalstoffet serotonin i hjernen.
- Derfor handler det om via kosten at hæve serotoninmængden i hjernen, siger Jan Josefsen til Jyllands-Posten.

Jan Josefsen har ligefrem skabt et forum på sin hjemmeside, hvor sukkerafhængige kan mødes og diskutere deres afhængighed.

Allerhøjst 10 pct. af vores energi bør stamme fra tilsat sukker, men danske børn ligger gennemsnitligt helt oppe på 14-15 pct.

Oversigt

    Oversigt