I det fynske folks tjeneste

Fynsk kvinde involveret i millionkup

Fynsk kvinde ventes at tilstå hæleri for millioner af kroner fra storkuppet i Brøndby. Kvinden sigtes også for at smugle penge og røvere ud af landet

Foto: Fyns Politi

Nogle af de 60 millioner kroner, som en bande svært bevæbnede mænd forsvandt med fra Dansk Værdihåndtering i Brøndby, endte i Frankrig.

Det mener Københavns Vestegns Politi, som på torsdag regner med at få dømt en biperson i sagen. En kvinde fra Fyn ventes at tilstå hæleri med otte millioner kroner, som stammer fra kuppet.

Kvinden, der er 31 år, sigtes for at have opbevaret de otte millioner og for at have brugt nogle af pengene. Hun blev anholdt juleaftensdag, og samtidig fandt betjente godt halvdelen af beløbet gravet ned i en have.
Den fynske kvinde sigtes også for otte dage efter kuppet at have transporteret dele af udbyttet og en af de formodede røvere fra Danmark til Frankrig. Det fremgår af det papir, som anklagemyndigheden har sendt til Retten i Glostrup.

Manden, som er fransk-algierer, er blandt de otte øvrige personer, der sidder varetægtsfængslet i sagen. Han er en velkendt skikkelse i kriminelle miljøer herhjemme og har tidligere været dømt for røverier mod pengetransporter.

Kvinden har tidligere arbejdet som vagt, og anklageren, politiassessor Helene Schrøder, vil formentlig kræve, at hun frakendes retten til den slags arbejde.

En større gruppe deltog i det nøje planlagte røveri, som skete 10. august. Med en 18 ton tung gummiged brød maskerede mænd gennem muren ind til firmaet, mens 11 stjålne skraldebiler blev kørt i stilling forskellige steder i området. Fem af lastbilerne blev stukket i brand for at aflede politiets opmærksomhed.

Partisansøm på kørebanen skulle desuden gøre det svært for ordensmagten. Tidligere er tre svenske mænd blevet dømt i sagen. De var bestilt til at hente de tre dyre Audier, som blev brugt ved kuppet. Mændene, heriblandt en tidligere professionel fodboldspiller, fik hver otte måneders fængsel for hæleri.