I det fynske folks tjeneste

Fynsk læge bad patient onanere

En læge fra Svendborg risikerer nu fængsel, fordi han ifølge en kvindelig patient har rørt hende på flere intime steder, bedt hende onanere samtidig med, at han er kommet med flere seksuelle tilnærmelser.

Juridisk Afdeling ved Fyns Politi har ifølge dagbladet B.T. netop udarbejdet et anklageskrift, hvori der står, at en 43-årig kvinde måtte finde sig i en hel del, da hun var patient hos en omstridt, 51-årig speciallæge fra Svendborg.

Kvinden skulle egentligt bare have fjernet en polyp, men endte i stedet med at opleve lidt af hvert i de 45 minutter, hun var i konsultationsværelset.

Ifølge B.T. berørte lægen hende på flere intime steder, samtidig med at han kaldte hende "hot", "dejlig" og "lækker", og så opfordrede han hende til at vise, hvordan hun seksuelt tilfredsstillede sig selv.

Skulle røre sig i skridtet

Samtidig førte han hendes egen hånd ned til hendes skridt for at hun kunne mærke sin egen seksuelle ophidselse.

Speciallægen nægter sig skyldig og vil ikke kommentere sagen over for B.T.

Findes han skyldig, risikerer han dels en fængselsstraf for at have krænket kvindens blufærdighed, men politiet vil samtidig kræve, at han skal frakendes retten til at være læge.

Den 51-årige mand har tidligere været cheflæge på et fynsk sygehus, men efter at han har startet sin egen kirurgiske klinik, har han modtaget flere klager. Flere patienter har således været vågne under hans operationer, og det har betydet, at han nu er under skærpet tilsyn hos Sundhedsstyrelsen.