Fynsk lægeambulance er en succes

Den nye ordning med lægeambulance på Fyn redder liv og har allerede vist sig som succes. Siden første tur i mandags har den allerede været kaldt ud 30 gange.

Flere liv kan reddes

Onsdag blev den indviet og knap var festlighederne færdige, før lægeambulancen blev kaldt ud igen

-Det er utrolig vigtigt, at der kommer læger ud i specielt alvorlige situationer og kan stabilisere patienten og så være i kommunikation med hospitalet, så man er klar med operationsbordet, når patienten kommer ind, siger Poul-Erik Svendsen, Formand for Sygehusudvalget ved Fyns Amt. 

Ordningen har base i Odense, men dækker hele Fyn døgnet rundt med et korps på 15 læger. 
 
Lægeambulancen betyder, at op mod halvtreds flere fynboeres liv kan blive reddet på grund af akut hjælp på stedet, når ulykken indtræffer i trafikken, på arbejdet eller i hjemmet

Fynboerne kan føle sig trygge

I forvejen har amtet haft forsøg med 2 lægeambulancer på Vestfyn. De bibeholdes ved siden af Odenseambulancen. Med fremtidens sygehusplaner der lukker sygehuse og forlænger afstanden til skadestuer og sygehuse, er behovet i fremtiden endnu større

-Jeg er meget glad på egne og specielt på fynboernes vegne at de nu får det her tilbud. De kan føle sig tryggere i hverdagen nu, siger Torsten Lang Jensen som er præhospital-leder ved Fyns Amt

Fyns Amt forventer, at lægeambulance i Svenborg vil være på plads i løbet af efteråret

Oversigt

    Oversigt