Flot Kompan-regnskab: Fynsk legeredskabs-fabrikant skovler penge ind

130 millioner kroner i overskud i 2018. Salget steg med 18 procent.

Kompan med hovedsæde i Odense solgte sidste år for 1,9 milliarder kroner.

Det er mere end en fordobling på fem år for den fynske virksomhed, der fremstiller lege- og motionsredskaber, og en stigning på 18 procent i forhold til året i forvejen. Indtjeningen før skat steg fra 37 til 130 millioner kroner før skat. 

Ifølge ledelsesberetningen i Kompan Holding skyldes den voldsomme vækst tre ting: Investeringer i henholdsvis produktudvikling og salg samt distribution.

Koncernen har godt nok ændret regnskabspraksis til flere af de internationale IFRS-standarder, men det har kun haft marginal påvirkning af årets resultat, fremgår det af revisorpåtegningen.

Langsigtet strategi

Udviklingen afspejler en langsigtet strategi, der indebærer et fortsat højt investeringsniveau, men med udsigt til en ligeså solid driftsindtjening i år som i 2018, fremgår det af ledelsesberetningen.

Koncernen investerede 31millioner kroner i forskning og udvikling sidste år, især inden for udendørs fitness- og sportsredskaber.

Antallet af medarbejdere i produktionen er steget fra 426 til 499, men medarbejderstaben, der beskæftiger sig med salg, udvikling og marketing, er vokset fra 654 til 762. Antallet af øvrige administrative medarbejdere er 95.

Kompan har i dag produktion i Tjekkiet, Polen og Tyskland og har fornyelig åbnet kontor og produktion i Texas, USA.

Koncernens egenkapital - formue - er på 725 millioner kroner.

Det er fortsat Connie Astrup-Larsen, der er i spidsen som administrerende direktør for koncernen.

Hun har tidligere blandt andet været administrerende direktør for Albani, nu Royal Unibrew.

 

Oversigt

    Oversigt