Fynsk mægler laver stenkast på 943 meter

De færreste kan kaste 943 meter, men det er ikke desto mindre, hvad ejendomsmæglere betegner som et stenkast.

"Med kig til havet" og "et stenkast fra skoven". Danske boligannoncer er fyldt med klichéer, men det er ikke altid, man skal tage ejendomsmæglernes ord helt bogstaveligt.

Boliga.dk har for Søndagsavisen foretaget en stikprøveundersøgelse, der viser, at "et stenkast" i en boligannonce kan nå op på ikke mindre end 943 menter. Det er 10 gange så langt som verdensrekorden i spydkast.

Den ukronede mester blandt stenkastende ejendomsmæglere er Lars Bach fra Nybolig i Nyborg. Han har i øjeblikket et hus til salg på Odensevej 34, som han skriver følgende om:

- En pæn bolig i landlige omgivelser - med udsigt til åben mark - og alligevel kun et stenkast fra Ørbæk.

Dette stenkast har Boliga opmålt til 943 meter i fugleflugt.

Lars Bach afviser, at han har specielle forudsætninger som stenkaster og fortæller, at meningen alene er at signalere, at huset ligger lige i udkanten af byen.

- Men faktisk bruger vi slet ikke det ord mere. Jeg havde faktisk glemt, at der stod noget med stenkast i den annonce. Det er et hus, der har været til salg meget længe, siger Lars Bach til Søndagsavisen.

Og noget kunne tyde på, at boligkøbere skal være mere og mere på vagt over for annoncer, der indeholder vendingen "et stenkast fra ...".

I forhold til en tilsvarende stikprøve, som Boliga.dk lavede for halvandet år siden, er gennemsnittet på et "stenkast" vokset fra 153 til 239 meter. Det længste kast er forbedret fra 343 til 943 meter.

Oversigt

    Oversigt