I det fynske folks tjeneste

Fynsk malt til fynske øl

Efter en større renovering er det gamle malteri på Refsvindinge Bryghus igen klar til at levere malt til de fynske bryggerier.

Med hjælp fra LAG-midlerne, Region Syddanmark og de fynske kommuner er malteriet i Refsvindinge blevet sat i stand og er nu klar til at producere malt, når sommerens byg er høstet.

Det markeres fredag med åbent hus på malteriet med rundvisning og udskænkning af smagsprøver fra klokken 11.30 til 18.00.

Bag projektet står innovationsnetværket for de fynske bryggerier, der har mottoet: Fynsk øl skal kunne laves på fynsk malt.

Brygmester Leif Typkær har stået for renoveringen af malteriet på Refsvindinge Bryghus.

Han peger på, at det er naturligt med et malteri på Fyn til at levere til de mange specialøl, der fremstilles på Fyn.

- En stor del af den maltbyg, der bruges til maltfremstilling, dyrkes på Fyn, siger han.

Han ser for sig, at næste skridt bliver at genoplive den fynske produktion af humle, hvilket traditionelt har været et stort fynsk område.

Målet er at der kan produceres fynsk specialøl, som er baseret udelukkende på fynske råvarer og af høj kvalitet.

Innovationsnetværket for de fynske bryggerier er et samarbejde mellem SDU, bryggerierne og Udvikling Fyn.

Formålet er at skabe et fælles fynsk kvalitetsbrand for specialøl og samarbejde om biologiske og kemiske tests.

Ved du noget? Så send os et tip