Fynsk MFer kritiserer sit partis valgkamp

Fynsk folketingskandidat for socialdemokraterne retter nu skarp kritik mod sit partis valgkamp.

Partiet havde simpelthen for lidt at byde på i valgkampen, mener kandidaten Johannes Lundsfryd Jensen.

Kampagnen fokuserede alt for meget på velfærd manglede politiske idéer på andre områder, skriver den fynske kandidat i dag i en pressemeddelelse.

- Valg kan ikke vindes på en snæver politisk dagsorden. Socialdemokratiet må simpelthen spille mere offensivt ud med flere gennemarbejdede politiske forslag. Det er for snævert kun at satse på velfærdspolitikken, siger Johannes Lundsfryd Jensen.

Derfor foreslår Johannes Lundsfryd Jensen, at socialdemokraterne laver en tænketank bestående af blandt andre folketingsmedlemmer, forskere og kunstnere, der kan finde på nye politiske ideer.

Den socialdemokratiske folketingsgruppe nedsatte ellers sidste år tre udvalg, som har arbejdet med globalisering, velfærd og ulighed. Johannes Lundsfryd Jensen var selv medlem af globaliseringsudvalget, men han mener ikke arbejdet kan bruges til noget.

- Kun arbejdet med velfærd var seriøst. Resten var enstrehåndsarbejde og alt andet end imponerende. Socialdemokratiet bør frem til næste valg fremlægge gennemtænkte bud på løsning af vor tids udfordringer. Vi har gjort analysearbejdet. Det er jo indlysende rigtigt at bekæmpe den stigende ulighed og geare danskerne til globaliseringens udfordringer. Nu mangler vi de seriøse og gennemarbejdede bud på konkrete løsninger. Her vil en tænketank være en god ramme for at udvikle nye forslag, siger Johannes Lundsfryd Jensen.

Oversigt

    Oversigt