I det fynske folks tjeneste

Verdens bedste øl: Fynsk mikrobryggeri hædret for unik øl

Munkebo Bryggeri er med i ny bog om verdens 2.000 bedste øl - med en førsteplads i Skandinavien.

Scotch Strong Ale er ikke bare blevet kåret som den bedste øl i Danmark, men som den bedste i hele Skandinavien. Foto: Munkebo Bryggeri

Der er jubel på Munkebo Bryggeri, der netop er blevet internationalt anerkendt for sin øl Scotch Strong Ale. Øllen fra Munkebo er blevet optaget i bogen “The World’s Best Beer”, der beskriver og kårer 2.000 af de bedste øl i verden. 

- Min svenske forretningspartner Jokke Nurminen og jeg er meget stolte over at blive optaget i bogen foran så mange meget større og mere berømte bryghuse i verden, siger brygmester Claus Christensen, der har grundlagt Munkebo Bryggeri.

 

Læs også Fynsk bryggeri lukket: - Urimelig kamp fra store bryggerier

 

Scotch Strong Ale er ikke bare blevet kåret som den bedste øl i Danmark, men som den bedste i hele Skandinavien.

Karamel og rosiner

Øllen har en alkoholprocent på 9,4. Ifølge brygmester er Munkebo-øllen, der blandt andet smager af karamel og rosiner, helt unik.

- Vores bidrag til ølverdenen er at brygge med egen gær fra en honningbi i nogle af vores øl - samt sammensætte vores egen unikke opskrifter i balance mellem aroma og smag, forklarer Claus Christensen, der glæder sig over, at flere års arbejde bærer frugt.

- Det kan virkelige betale sig at gøre det, som man brænder for. Og vi brænder inderligt for at brygge det bedste øl,  vi kan, fortæller brygmesteren.

Munkebo Bryggeri blev grundlagt i 2013.