Klima- og energiminister Lars Christian Lilleholt er blevet udsat for hærværk på Fyn.
Onsdag morgen fik rådgiver for ministeren Jens Kloppenborg en besked om, at nogle af Lars Christian Lilleholts valgbannere var blevet sprættet op. Hændelsen fandt sted ved en rundkørsel i Søndersø på Nordfyn.
- Det er trist, at nogen tyer til de metoder. I sidste ende er det, at man vandaliserer og terroriserer politiske medlemmer. Det er et angreb mod demokratiet, siger Jens Kloppenborg til TV 2/Fyn.
Det er ikke kun Venstres valgplakater, der er blevet udsat for hærværk. Også Klaus Kroll, der er spidskandidat på Fyn for Nye Borgerlige, har oplevet, at hans valgplakater er blevet ødelagt.
- Der er blevet fjernet bannere i Nyborg, Middelfart, Faaborg og Svendborg. Det er sket af forskellige omgange. Der er så mange episoder, at jeg ikke kan skille dem fra hinanden, siger han til TV 2/Fyn.
Frygter konsekvenserne
For Klaus Kroll har hærværket kostet ham op mod 50.000 kroner, vurderer han. Knapt så dyrt har det været for Lars Christian Lilleholt.
Ministerens rådgiver estimerer, at de har brugt mellem 2.000 og 3.000 kroner ekstra, efter hærværket er sket.
Og selvom beløbet ikke har tæret sønderligt på Venstres fynske kandidats kampagne, så frygter Jens Kloppenborg for de langsigtede konsekvenser.
- Det kan afholde folk fra at gå ind i politik, hvis det her er konsekvensen, siger han.
Systematisk hærværk
Hos Nye Borgerlige er Klaus Kroll ikke i tvivl om, at det er systematisk hærværk, partiet er blevet udsat for.
- Jeg synes, det er et enormt demokratisk problem, at vi ikke kan hænge vores valgmateriale op. Når vi hænger i lygtepælene, så kan de lide vores politik eller lade være. Vi har en fri ret til at ytre os og blive set, lyder det fra ham.
Begge hændelser er meldt til politiet.