Fynsk naturgasselskab bag landets største biogasanlæg

Stort anlæg indviet i Sønderjylland i dag. Gylle kan komme til at fylde 10 procent af naturgassen.

Natugas Fyn, som nu hedder Nature Energy, kunne fredag stikke spaden i jorden til landets største biogasanlæg i Korskro i Sønderjylland.

Der er 100 gylleleverandører med i projektet, og der er rigtig god økonomi i anlægget, da området er Danmarks mest dyreintensive område.

Det fynske naturgasselskab har allieret sig med Danmarks Grønne Investeringsfond, der yder et lån på 100 mio. kr. til opførelsen af anlægget ved Korskro. 

Anlægget skal om 15 måneder stå klar til at levere en årlig produktion på 22 millioner kubikmeter biogas fra gylle produceret af sønderjyske grise og køer, men planerne videre frem er langt større: Nature Energy er langt fremme med planerne for yderligere tre store anlæg i Sønderjylland - i bl.a. Brande, Blans og Videbæk - og man satser på, at i alt 11 store anlæg skal opføres i de kommende år med to nye anlæg om året.

Foråret 2018 vil selskabet derfor kunne sende godt 75 millioner kubikmeter grøn gas ud i det danske naturgasnet. Det svarer til halvdelen af hele det fynske naturgasforbrug eller forsyning af 45.000 privatboliger eller 2.000 bybusser med grøn energi. 

- Med 10 anlæg mere kommer vi op på 225 millioner kubikmeter. Det svarer til cirka 10 procent af Danmarks samlede forbrug af naturgas, siger direktør for Nature Energy, Ole Hvelplund til Energi Watch.

Biogas er den grønne energiform, der forholdsmæssigt får mest i støtte.

Ifølge nye tal fra Energiministeriet får biogas til elproduktion samlet set dobbelt så meget i støtte som vindenergi fra havvindmøller, og cirka tre gange så meget som de kystnære møller vil få, hvis de nogensinde skulle komme i drift, oplyser Energi Watch.

 

 

 

Oversigt

    Oversigt