I det fynske folks tjeneste

Fynsk-Norsk Hortensiakrig

Den ekstremt høje afgift på fynske hortensia ender nu på dagsordenen for det nordiske ministerråd.

Norge har indført en told, der gør danske havehortensia 72% dyrere i vores nordiske naboland. Det truer den fynske eksport. Nu vil Handels- og investeringsministeren tage sagen op i det nordiske ministerråd.

Norske gartnere har en produktion af stuehortensia, men producerer ingen af de noget større og træagtige havehortensia.

Derfor har havehortensia hidtil været toldfri i Norge.

Men de norske gartnere har klaget over, at danske og hollandske stuehortensia er blevet importeret til Norge som toldfri havehortensia.

Derfor har den norske regering indført told på alle hortensia, som gør de tidligere toldfri havehortensia 72% dyrere.

Minister i aktion

Handels- og investeringsminister Pia Olsen-Dyhr (SF) vil tale gartnernes sag, når hun næste gang mødes med det Nordiske Ministerråd.

Norge har tradition for at føre protektionistisk handelspolitik, hvis deres hjemlige sektorer kommer i problemer, men nu har den danske minister fået nok. Hun er parat til i sidste ende at bede EU-kommissionen tage affære, men har ingen intentioner om at gengælde nordmændenes sanktioner.

- Dialogen er naturligvis den eneste vej i denne sag. Mod-sanktioner giver ingen mening, og det bliver ikke os, der starter en ond spiral, siger ministeren.

Ved du noget? Så send os et tip