I det fynske folks tjeneste

Markant fremgang: Fynsk oliemilliardær lander kæmpe overskud

Moderselskabet i den fynske oliemilliardær Torben Østergaard-Nielsens forretningsimperium har netop offentliggjort sit regnskab. Overskuddet er vokset med 51 procent. Koncernen har dog lavet større overskud.

Torben Østergaard-Nielsen er direktør og eneejer af det fynske forretningsimperium Selfinvest ApS, der altså har hovedsæde i Middelfart. PR-foto

På trods af massiv negativ omtale af datterselskabet Dan-Bunkerings rolle i den såkaldte Syrien-sag, lander den Middelfart-baserede oliekoncern Selfinvest massivt overskud i nyt regnskab.

 Jeg ser det som et klart udtryk for koncernens styrke, at vi på trods af et utilfredsstillende resultat i koncernens tankskibsrederi fortsat formår at øge vores samlede resultat med 51 procent

Torben Østergaard-Nielsen, Adm. direktør og eneejer, Selfinvest ApS.

Selfinvest, der er ejet af Middelfart-rigmanden Torben Østergaard Nielsen, og som blandt andet rummer den globale koncern United Shipping & Trading Company, har netop landet et overskud på 387 millioner kroner før skat.

Det er en forbedring på 51 procent i forhold til regnskabet 2018/19. Det fremgår af en pressemeddelelse, koncernen har sendt ud.

Både investeringsaktiviteterne i Selfinvest og pæne resultater i underselskaber til et af koncernens store datterselskaber, United Shipping & Trading Company, bidrager til årets vækst.

Røde tal trækker dog også ned i datterselskabet United Shipping & Trading Companys tankskibsrederi. Selskabet har også måttet sluge en ekstraordinær nedskrivning på rederiets flåde.

Og det forhindrer altså Selfinvest i at præsentere et rekordresultat. Regnskabet 2014/15 har den hidtidige rekord med et overskud før skat på 490 millioner kroner.

- Jeg ser det som et klart udtryk for koncernens styrke, at vi på trods af et utilfredsstillende resultat i koncernens tankskibsrederi fortsat formår at øge vores samlede resultat med 51% sammenlignet med sidste år. Koncernens øvrige aktiviteter leverer alle pæne tal, siger Torben Østergaard-Nielsen, Selfinvests administrerende direktør og eneejer i en pressemeddelelse. 

Selfinvest nåede i seneste regnskab en omsætning på 72 milliarder kroner.

Et af de selskaber i forretningsimperiet, der for alvor trækker overskuddet op i år er selskabet Bunker Holding, der blandt andet ejer det stærkt kritiserede selskab Dan-Bunkering. Et selskab, som Danmarks Radio gennem længere tid har beskyldt for ulovligt at sælge brændstof til russiske bombefly i Syrien.

Bunker Holdings omsætning voksede med 31 procent i 2018/19. Selskabet bidrog således med 500 millioner kroner til bundlinjen i moderselskabet Selfinvest.  

- Koncernens selskaber leverer en dedikeret indsats, hvor der alle steder navigeres i ekstremt dynamiske og konkurrenceprægede markeder. Derfor er det glædeligt, at de alle formår at fastholde og udbygge deres markedspositioner, og at vi har den økonomiske styrke og robusthed i koncernen til at kunne efterleve deres strategier om fortsat vækst, siger Torben Østergaard-Nielsen

Rustet til nye miljøkrav

Samtidig med det udmærkede resultat er det også lykkedes Bunker Holding, der altså tjener sine penge ved køb,  salg og transport af skibsbrændstof i hele verden, at ruste sig til fremtiden med en ny bankaftale.

Fra 2020 må verdens skibe ikke længere sejle på olie, der indeholder mere end 0,5 procent svovl. I dag må skibene sejle på brændstof med 3,5 procent svovl.

Læs også Fyns Politi har ingen kommentarer: Erhvervsstyrelsen anmeldte Dan-Bunkering for to år siden

I Bunker Holding forventer man, at de nye miljøkrav vil sende brændstofpriserne i vejret. Og for at kunne klare prisstigningerne har selskabet nu landet en af de største låneaftaler i bunkerbranchen nogensinde.

Aftalen er groft sagt en kassekredit på 2,5 milliarder dollar, som betyder, at Bunker Holding lettere vil kunne håndtere de forventede prisstigninger på olie i den tid, der går fra levering og til kunderne får betalt deres regninger. 

Rederi samles op

Tankskibsrederiet Uni-Tankers, der altså trak koncernens samlede overskud ned med 45 millioner kroner, er der også en plan for.

I 2018 iværksatte rederiet en større transformation, der blandt andet har medført udskiftning på nøgleposter og en omfattende effektivisering af operationelle processer.

Effekten af tiltagene forventes dog først at slå fuldt igennem i regnskabsåret 2020/21.

Til gengæld var der penge at hente i koncernens shipping- og logistikvirksomhed SDK. Her afleverede man endnu et rekordregnskab, og selskabets resultat af den primære drift er med 32 millioner kroner det bedste nogensinde. 

Selfinvests it-aktiviteter, der altså går under navnet Unit IT og blandt andet tilbyder hosting i datacentre og it support leverede også overskud. Her er overskuddet vokset fra 4,5 til 12,1 millioner kroner før skat.