Fynsk opfindelse til lungesyge vækker international interesse

Emblemet, Den blå nål, der på diskret vis fortæller omgivelserne at bæreren har en lungesygdom har vakt overvældende interesse over hele verden. Den blå nål er netop blevet præsenteret for et internationalt publikum på en kongres i København.

Giver mulighed for at udbrede ideen

Kongressen European Respiratory Society foregår i København med deltagelse af 16.000 læger og sygeplejersker fra hele verden.

- Vi har oplevet overvældende interesse både fra USA, Australien og mange europæiske lande, siger Lars Tougaard, overlæge på Sygehus Fyn Faaborg, hvor ideen til Den blå nål kommer fra.

- Nu skal vi hjem at oversætte vores analyser og baggrundsmaterialer, så andre lande får mulighed for at adoptere ideen, tilføjer han.

Lungesyge undgår isolation

Den blå nål er et emblem, som udleveres til folk med en lungesygdom. Nålen viser andre, at den pågældende er syg og appellerer til at man viser hensyn, for eksempel ved ikke at ryge i nærheden.

Ideen til nålen opstod på Sygehus Fyn Faaborg, som konstaterede, at mange lungesyge isolerer sig for at undgå andres tobaksrøg. For eksempel ved at blive hjemme. Det kan Den blå nål medvirke til at undgå.

Sygehuset i Faaborg har siden 2002 udleveret 500 blå nåle. Erfaringen er at de lungesyge gerne vil have den, og at den virker efter hensigten.

Oversigt

    Oversigt