I det fynske folks tjeneste

Fynsk overlæge anker dom for medvirken til selvmord

Svend Lings vil have dom på 40 dages betinget fængsel for medvirken til selvmord i landsretten.

Svend Lings foran byretten i Svendborg. Foto: Alex Syrik

Den pensionerede overlæge Svend Lings, der er dømt for medvirken til selvmord, har besluttet at anke dommen, som han fik i sidste uge.

Det skriver Jyllands-Posten, der har talt med lægen, der blev idømt 40 dages betinget fængsel for medvirken til selvmord og selvmordsforsøg.

Læs også Fynsk læges selvmordsmanual er "meget brugervenlig"

Den betingede dom betyder, at han slipper for fængsel, så længe han ikke fortsætter med at rådgive om, hvordan syge begår selvmord.

Opdateret med citater fra Svend Lings

  • 03. okt 2018 kl. 12:51 Svend Lings har per mail givet en række kommentarer nederst i artiklen.

Derfor har lægen ind til videre stoppet denne aktivitet. Men han får stadig to-fire opkald hver dag fra folk, som er syge og beder om hjælp.

- De har det svært, hiver efter vejret eller græder i telefonen. De vil gerne have et godt råd, men jeg er nødt til at sige, at jeg efter dommen ikke kan hjælpe dem. Hvis jeg bliver frikendt i landsretten, begynder jeg igen, siger Svend Lings til Jyllands-Posten.

Svend Lings forsvarer, Hanne Rahbæk, fortæller til Ritzau, at Svend Lings anker med henblik på at blive frifundet.

Svend Lings har det seneste halvandet år været meget i medierne, hvor han har udtalt, at han har hjulpet omkring ti syge mennesker med at dø.

Lings risikerer også til at blive smidt ud af Lægeforeningen.

Således har Lægeetisk Nævn vurderet, at det er et brud på de etiske principper, at Svend Lings har offentliggjort en selvmordsvejledning samt skaffet syge mennesker medicin til selvmord.

Svend Lings har fire ugers ankefrist, hvor han kan anke Lægeetisk Nævns afgørelse til Voldgiftsretten.

Herefter vil afgørelsen blive behandlet på enten det første eller det næstkommende bestyrelsesmøde i Lægeforeningen - det vil sige senest den 4. december, skriver Jyllands-Posten.

Lings har dog ikke planer om at anke afgørelsen, for han har mistet tilliden til Lægeforeningen.

Nye kommentarer fra Svend Lings

- En mild betinget dom for medvirken til selvmord burde – synes nogle – være tilfredsstillende. Men jeg oplever situationen som utålelig. Hver eneste dag bliver jeg kontaktet af syge og lidende mennesker der trygler om rådgivning. Hvilken medicin kan bruges, hvor meget skal man tage og hvordan? Som sagen står nu, er jeg tvunget til at afvise dem da jeg ellers risikerer at blive varetægtsfængslet.
 
- Dommen ankes til Landsretten med påstand om frifindelse. Anken handler om det juristerne kalder straffelovens ”anvendelsesområde”, altså spørgsmålet om hvornår loven kan tages i anvendelse. Er det i forbindelse med selvmord fx strafbart at man fortæller folk hvordan de kan gå ud på en bro eller op i et tårn og springe ud? Eller skal man køre dem derhen? Skal man være til stede og fx hjælpe en der hænger sig med at binde et reb om halsen eller holde geværet for en der skyder sig? Eller er det nok at fortælle hvilke piller man kan tage som jeg har gjort? Jeg har jo kun benyttet mig af ytringsfriheden og fortalt hvad man i forvejen kan læse i en lovlig selvmordsvejledning der ligger frit tilgængelig på internettet.
 
- Hvis jeg frikendes, lever Danmark op til menneskerettighederne ifølge hvilke selvmord jo er en menneskeret. Så vil arbejdet med at hjælpe svage og lidende mennesker til denne menneskeret kunne fortsætte.
 
- Det er er dog en nødløsning. Aktiv dødshjælp bør selvfølgelig lovliggøres så det ikke er staten og lægerne der bestemmer hvordan man skal dø, men en selv. Derfor har vi lagt et lovforslag frem på Borgerforslag.dk.

Ovenstående stammer fra en mail, som Svend Lings har sendt.