I det fynske folks tjeneste

Fynsk producent tilbagekalder kyllingelår med bakterier

Fødevarestyrelsen opfordrer kunderne til at kassere eller tilbagelevere kyllingelårene fra Løgismose.

Løgismose har tilbagekaldt et parti kyllingelår, som kan give diarré, kvalme, mavesmerter, feber og opkast.

Den fynske fødevareproducent Løgismose tilbagekalder et parti kyllingelår, fordi kødet har et for højt indhold af campylobacter.

Det er Fødevarestyrelsen, der har undersøgt de bakterieramte kyllingelår og fundet et for højt indhold af campylobacter, der er den fødevarebakterie, der gør flest mennesker syge i Danmark. Bakterien er især et problem om sommeren, og blot få dråber kødsaft med campylobacter fra råt kød kan være nok til, at man bliver syg. 

Statens Serum Institut registrerer årligt omkring 4.500 tilfælde af campylobacter. Men det reelle tal er sandsynligvis væsentligt højere, da mange ikke går til lægen, skriver Fødevarestyrlsen på sin hjemmeside. 

Læs også E coli-bakterier fundet i vandet fra fynsk vandværk

Kyllingelårene fra den fynske producent fra Broby er blevet solgt i Nettobutikker øst for Storebælt og i butikkerne Føtex Food, som især findes i Østjylland og Nordsjælland.

Fødevarestyrelsen opfordrer forbrugerne til at levere kyllingelårene tilbage til butikkerne, hvor de er købt eller at kassere dem. Campylobactor kan give symptomer, hvis kødet ikke gennemsteges, eller der kommer kødsaft fra kyllingelårene på andre fødevarer under tilberedningen.

Symptomerne på, at man er smittet med campylobacter, er diarré, kvalme, mavesmerter, feber og opkast.

Læs også Kyllingebryst med salmonella-bakterier kaldes tilbage

Ved du noget? Så send os et tip