I det fynske folks tjeneste

Fynsk racerkører mister kørekortet

Den nordfynske racerkører Nicolaj Møller Madsen blev ved Retten i Odense onsdag idømt en ubetinget frakendelse af sit kørekort i et år.

00:36

Nicolaj Møller Madsen får frataget sit kørekort i 12 måneder.

En bøde på 8000 kroner og en ubetinget frakendelse af kørekortet i 12 måneder. Sådan lød dommen over Nicolaj Møller Madsen onsdag i Odense.

Hvis racerkøreren fra Søndersø vælger at acceptere dommen, betyder det, at han i et år ikke kan køre bil i Danmark - hverken på gade eller bane.

- Jeg skal have den dom, jeg skal have. Jeg har gjort en overtrædelse, og det står jeg ved. Nu skal jeg og min advokat bare finde ud af, om det er den rigtige dom, jeg har fået, siger Nicolaj Møller Madsen.

Ingen løb i Danmark

I dag kører Nicolaj Møller Madsen tre til fire løb om året i Danmark. Uden kørekort er det ikke længere muligt, men det betyder ikke så meget for racerkøreren.

Mit ræs og mit primære formål ligger i Tyskland. Det er der, jeg vil være racerkører

Nicolaj Møller Madsen, Racerkører

- Mit ræs og mit primære formål ligger i Tyskland. Det er der, jeg vil være racerkører, og dernede kommer det ikke til at gøre nogen forskel, om jeg har et kørekort eller ej, siger Nicolaj Møller Madsen.

Læs også Racerkører risikerer at miste kørekortet: - Jeg har dummet mig

Nicolaj Møller Madsen har nu 14 dage til at overveje, om han vil anke dommen.

En lærestreg

Racerkøreren var tiltalt for to forhold. I oktober 2016 blev han målt til at køre 174 kilometer i timen på motorvejen ved Fredericia, hvor han måtte køre 110. Og i januar 2017 blev han målt til 82 kilometer i timen i København, hvor han måtte køre 60. Han erkendte begge forhold.

- Jeg har fået en lærestreg, og når jeg kommer tilbage og har et kørekort om et år, skal jeg indordne mig under alle færdselsregler, ligesom jeg skal nu. Jeg kommer til at blive udfordret på at komme rundt, men det må jeg jo løse, siger Nicolaj Møller Madsen.

Jeg har fået en lærestreg, og når jeg kommer tilbage og har et kørekort om et år, skal jeg indordne mig under alle færdselsregler

Nicolaj Møller Madsen, Racerkører

Isoleret set giver den første forseelse en betinget frakendelse af kørekortet, mens den anden giver et klip i kørekortet. Men da Nicolaj Møller Madsen har tidligere domme fra 2011 og 2015, blev frakendelsen ubetinget.

Droppet som forbillede

Tirsdag kom det frem, at Nordfyns Kommune har valgt at opsige deres sponsoraftale med racerkøreren på grund af hans fartoverskridelse sidste efterår. Det ærgrer Søndersø-drengen.

- Jeg har været rigtig glad for samarbejdet, så jeg er selvfølgelig ked af, hvis det skal stoppe. Men vi er i dialog med dem lige nu om, hvad der skal ske. Jeg er stadig fra Nordfyn, og det bliver jeg ved med at være, så vi ønsker en pæn tone mellem hinanden, og at vi kan fortsætte på en eller anden måde, siger Nicolaj Møller Madsen.

Læs også Fynsk racerkører skrottes som sikker trafik-forbillede

Kommunens krav om tilbagebetaling af en del af sponsoratet, ønsker han ikke at kommentere yderligere.

- Aftalen er lidt utydelig om hvordan og hvorledes. Der er ikke blevet betalt noget tilbage, men vi er i dialog omkring fremtiden, siger Nicolaj Møller Madsen.

Se hele interviewet med Nicolaj Møller Madsen herunder.

02:28 Luk video