Odense-firma overtager konkursramt rejsebureau

Det familieejede bus- og rejseselskab Frørup Rejser fra Nyborg er gået konkurs. Alle kunder, der er kommet økonomisk i klemme, er dækket ind via rejsegarantifonden.

Opdatering
Clock16. okt 2019, kl. 18:01
Opdateret med information om, at Odense-firmaet Bergholdt.dk ifølge Fyens.dk har overtaget Frørup Rejser.

Konkursbegæringen blev indgivet 8. oktober, som en såkaldt egenbegæring af firmaet selv. Begæringen kommer efter, at firmaet gennem længere tid har arbejdet på at neddrosle sine aktiviteter. 

Rejsebureauet har arrangeret busrejser til flere destinationer i Danmark og Europa - både til feriedestinationer og til kulturelle oplevelser som for eksempel koncerter.

Ifølge Fyens.dk blev det konkursramte rejsebureau allerede tirsdag overtaget af Odense-virksomheden Bergholdt.dk - et busselsskab, der er langt støre end kollegaen fra Frørup. 

- Vi har arbejdet tæt sammen med Frørup Rejser i mange år, og vi vil fortsætte med navnet Frørup Rejser, for det navn er stærkt, når det gælder busudflugter, siger John Bergholdt fra Bergholdt.dk til Fyens.dk.

Koncerter og busrejser

Blandt andet har programmet hos Frørup Rejser budt på både busrejser til Polen, Rømø og Holland, og oplevelsesarrangementer til vinsmagning, halbal og koncert med Kandis.

- Firmaet har i en periode været under afvikling, så konkursbegæringen kommer ikke som en stor overraskelse. De personer og familier, der er kommet i klemme som følge af konkursen, er alle dækket ind via Rejsegarantifonden, oplyser kurator for boet advokat Jess Aagaard.

Eventuelle kreditorer i konkursboet har indtil 5. november til at gøre deres krav gældende.

Rejseselskabet blev stiftet for 45 år siden og havde indtil for nylig 14 ansatte. Den ene af de to stiftere, Kate Møller Hansen, døde efter kortvarig sydom pludseligt i 2015,  og siden har hendes samlever Niels Larsen drevet virksomheden videre. 

Oversigt

    Oversigt