Fynsk robot skal imponere i Chicago: Trækker 500 kilo

Mobile Industrial Robots har allerede Boeing og Michelin som kunder. Nu skal Odensevirksomheden imponere branchen med sin nyeste robot på messe i Chicago.

115.000 kvadratmeter udstillingsområde. 400 virksomheder, der præsenterer deres nyeste produkter. 20.000 gæster fra hele verden - alle på udkig efter de nyeste teknologiske løsninger.

Robotmessen Automate Show i Chicago byder på det ypperste inden for robotindustrien, og fynske Mobile Industrial Robots er blandt udstillerne.

quote Vores robotter vender op og ned på logistikken i industrien.

Thomas Visti, adm. direktør, Mobile Industrial Robots

Den fem år gamle virksomhed har 73 forhandlere fordelt på 33 lande. Listen over kunder tæller sværvægtere som Toyota, Boeing og Michelin. Nu skal virksomhedens nyeste kreation, MiR200, fastholde verdens opmærksomhed.

Høje forventninger

Lanceringen af MiR200 er timet til messen i Chicago. Den skal løfte arven fra sin storebror, MiR100, der har været virksomhedens flagskib det seneste år.

Den nye MiR200 er designet til brug i industrien og kan bære 200 kilo samt trække 500 kilo efter sig.

Ifølge virksomhedens administrerende direktør, Thomas Visti, er forventningerne høje til den nye robot i familien.

- Med den nye brugergrænseflade på MiR200 er det blevet endnu lettere for virksomhederne at programmere og betjene robotten. Det betyder, at det er enkelt at bruge den til at automatisere nye opgaver, forklarer han.

- Vores robotter vender op og ned på logistikken i industrien. Vi gør det muligt at optimere intern transport langt mere effektivt for alle størrelser virksomheder. Også de store multinationale koncerner.

MiR200 kan bære 200 kilo og trække 500 kilo efter sig / Pressefoto
MiR200 kan bære 200 kilo og trække 500 kilo efter sig / Pressefoto

Fremgang på 500 procent

MiR200 har et par store sko at fylde ud.

Storebroren sikrede en stigning i omsætningen på 500 procent fra 2015 til 2016. Fremgangen har ført til etableringen af regionale kontorer i byer som Shanghai og New York. Mobile Industrial Robots har fået kunder i mere end 30 lande.

Der er god grund til at tro på, at MiR200 kan klare opgaven, hvis man spørger administrerende direktør Thomas Visti.

- Brugervenligheden og alsidigheden skaber en ekstremt kort tilbagebetalingstid. MiR200-robotten kan tjene sig ind igen i løbet af mindre end et år, også selv om der er tale om meget dynamiske omgivelser, forklarer han.

Mobile Industrial Robots er med i Chicago til og med torsdag, hvor messen slutter.

Oversigt

    Oversigt