I det fynske folks tjeneste

Vokseværk: Fynsk robotfirma blev dobbelt så stort

Mobile Industrial Robots tredoblede omsætningen i 2017. Yderligere vækst i vente.

Mobile Industrial Robots (MIR) fra Odense har masser af succes med sine selvkørende transport-robotter.

2017 blev året, hvor den fynske virksomhed for alvor slog igennem.

Det fremgår af virksomhedens netop offentliggjorte 2017-regnskab.

Omsætningen steg med 194 procent til 78 millioner kroner, underskuddet fra 2016 på fire millioner blev til et overskud på fem millioner kroner før skat, og antallet af fuldtidsansatte steg ifølge regnskabet fra 20 til 42.

Virksomheden har i 2016 og 2017 investeret kraftigt i produktudvikling og i at opbygge distribution over hele verden samt i eget setup i Tyskland, Spanien og Singapore.

Mobile Industrial Robots oplyste allerede ved årsskiftet, at der skal ansættes yderligere 50 medarbejdere i 2018, og ifølge ledelsesberetningen forventes der i det kommende år betydelige investeringer i produktudvikling, salg og marketing.

Desuden er forventningen en betydelig vækst i omsætningen.

MiRs kundeliste tæller blandt andre multinationale virksomheder som Honeywell, Kamstrup, Airbus,
Unilever, Adidas, Flex og mange andre.

25 procent af MiRs leverancer gik i 2017 til industrien i USA, mens det tyske marked aftager 20 procent og Kina 15 procent. 

Ved du noget? Så send os et tip